Revolvarapolitikkurin hjá ES er brot á góðan sið

Du kan gøre hvad du vil, Kjeld Olof – men det skal ikke ramme vores vælgere!

Sådan sagde den svenske statsminister Olof Palme, da hans daværende finansminister, Kjeld Olof Feldt, i første halvdel af 80’erne havde sagt, at hvis ikke den svenske finanspolitik blev strammet, ville det gå helt galt.

Palmes problem var, at næsten halvdelen af den svenske befolkning stemte socialdemokratisk. Og det var ikke mindst den halvdel, der ville blive ramt af de stramninger, som Feldt foreslog.

Palmes analyse var, at stramninger ville ramme partiet – og at han ville miste regeringsmagten.

De svenske socialdemokrater var fanget af sin egen størrelse, af sin kontrakt med vælgerne og af den store, romantiske fortælling om det svenske “folkehjem”, hvor det var ukorrekt at tale om stramninger, besparelser, karensdage og den slags.

Det fik Feldt til i sin bog “Dramaet i detaljen” at konkludere, at når man fra et økonomisk synspunkt kan se behov for et indgreb, er det næsten altid politisk umuligt at gennemføre. Når så behovet bliver så åbenlyst at det politisk kan lade sig gøre – er det økonomisk for sent.

Det blev jo for sent i Sverige ­– og socialdemokraterne tabte meget af vælgernes tillid og regeringsmagten. Ikke fordi de gennemførte upopulære tiltag, men fordi de IKKE gennemførte dem, mens tid var. Fordi de blev opfattet som økonomisk uansvarlige.

Når vi ser på Anker Jørgensens eftermæle, så lider det under samme byrde når det gælder den økonomiske politik.

Helt indtil Tony Blair havde den britiske befolkning samme holdning: Socialdemokrater er måske bedst til socialpolitik – men de har ikke ryg til at føre økonomisk politik. Det eneste de kan, er at være gavmilde med andre menneskers penge, som Thatcher spottende plejede at sige.

Og det var jo den samme skepsis, den borgerlige side i Danmark forsøgte at  appelere til i de kampagner, man førte i efterårets valgkamp: I krisetider kan man ikke sætte sin lid til socialdemokrater. De har ikke handlekraften. De er – som Palme i sin tid – for bange for at ramme sine egne vælgere. 

Strategien lykkedes ikke. Selv om der hænger mørke økonomiske skyer over Europa, ønskede flertallet en socialdemokratisk ledet regering.

Det viser, at tingene har ændret sig.

Socialdemokrater har lært, at en ansvarsfuld økonomisk politik er forudsætningen for det velfærdssamfund, man har i sit skjold.

Den der vil beskytte og udvikle velfærdssamfundet, har et særligt ansvar at sørge for, at de økonomiske ben under dette projekt holder.

Velfærdssamfundet er forudsætningen for en stærk økonomi – men en stærk økonomi er også forudsætningen for velfærdssamfundet.

Derfor bør socialdemokrater være mere forpligtede end nogen anden til at vise økonomisk ansvarlighed. Og det er lige hvad de svenske, norske og danske socialdemokrater har gjort de sidste årtier.

Derfor er tilliden til venstreorienteret økonomisk politik genoprettet. 

Og så er det jo krisens årsager.

Det var ikke den stærke, regulerende stat der spillede fallit, da finanskrisen brød ud. Krisen viste endnu en gang, at tøjlesløse markedskræfter ikke bare kan ramme socialt udsatte mennesker – de kan også føre hele lande til randen af kollaps.

Markedskræfterne er en god en tjener, men er en farlig herre. Vi må have en stærk stat, med kontant regulering. 

Krisen har også lært os noget om afhængighed.

Idéen med FN, med WTO, med kul og stålunionen, med EF og med EU var, at gensidig økonomisk afhængighed mellem stater både kan skabe vækst og forebygge konflikter og krige.

Det er logisk og det er rigtigt – men hvis afhængigheden udvikler sig skævt, således at nogle lande bliver klienter, så kan de selv samme tætte forhold SKABE konflikter.

Det ser ser vi i dag i EU – og det gælder også for rigsfællesskabet.

Økonomisk afhængighed af Danmark er noget man på Færøerne i mange år har kæmpet for at komme ud af.

Blokstøtten blev efter færøsk ønske reduceret med en tredjedel i 2002, og den blev også fastfrosset nominelt, så den reduceres hvert eneste år.

I dag udgør den 615 millioner, som er ca 5 % av Færøernes BNP, og 14-15 % av landskassens indtægter. 

Selv om om 615 millioner er en meget lille del af Danmarks BNP og af statkassens udgifter, så er det også penge.

Men man skal have i tankerne, at den danske og den færøske økonomi er forbundne kar.

For eksempel foregår næsten al færøsk import og en meget stor del af eksporten gennem Danmark. Værdien af dette er svær at regne ud, men når hele regnestykket gøres op kan Færøerne i hvert fald ikke kaldes en dansk økonomisk klient.

Det skal Færøerne heller ikke være. Samhandel og samarbejde og gensidig afhængighed er godt – men når udviklingen går skævt og vi får ensidig afhængighed, er det skidt.

Det har vi jo set før. Ikke bare i EU, men også i rigsfællesskabet.

Derfor er en stærk dansk økonomi i Færøernes interesse – og en stærk færøsk økonomi også i Danmarks interesse.

Og derfor er jeg glad for at kunne sige, at selv om underskuddet på den færøske finanslov er stort - ca 4 % av BNP – og nettogælden er ca 20 % av BNP, så ser det lysere ud end så mange andre steder.

Det er lykkedes at få en stabil opdrætsindustri, der også synes at kunne modstå faldende priser. En del af fiskeflåden har pæne overskud, der er både muligheder og konkret vækst at se i andre erhverv, og olieselskaber gør stadig meget store investeringer på færøsk territorium.

Men fiskeriet er stadig afgørende – og der har vi desværre en konflikt med Danmark.

Færøerne valgte at stå udenfor EF i 1973, og Færøerne har selv ønsket at forhandle handelsaftaler og fiskeriaftaler med andre lande.

Andre lande er bl.a. EU – og dermed Danmark.

Derfor er vi nu modparter i de meget komplicerede og benhårde forhandlinger mellem Island, Færøerne, Norge og EU om, hvordan den økonomisk meget betydningsfulde makrelbestand skal fordeles mellem disse fire parter.

To år i træk er forhandlingerne brudt sammen, og landene har tildelt sig selv autonome kvoter. Det har ført til både boykot og opsigelse af fiskeriaftaler, og i år sidder de færøske forhandlere så og forhandler under en trussel om, at hvis man ikke vil indgå en aftale, som EU mener er rimelig, så vil EU indføre deciderede sanktioner mod Færøerne.

På Færøerne finder man bestemt ikke EU’s krav rimelige – tværtimod. Og det revolverdiplomati med trusler om sanktioner, som vi oplever fra EU’s side, er også rent folkeretligt på grænsen af, hvad der anses for at være god skik.

Så situationen er lidt mærkelig.

Jeg er valgt af færøske vælgere, men støtter en dansk regering, der måske – gennem EU – vil være med til at iværksætte sanktioner mod Færøerne i en sag, der både har vital betydning for vores økonomi, og hvor hvert eneste menneske på Færøerne mener, at det er os, der har retten og rimeligheden på vores side.

Nogen mener at situationen er uholdbar, og har spurgt om min støtte til regeringen er betingelsesløs.

Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til fra dette sted at sige, at jeg vil ikke true med noget som helst. Færøene og Danmark er modparter i denne sag, og det er vi, fordi vi på Færøerne har valgt at gå vores egne veje.

Men selvfølgelig er dette ikke nemt for nogen av parterne. Min stemme i folketinget kan naturligvis ikke bruges til hvad som helst - jeg er jo valgt på Færøerne til at varetage færøske interesser.

Men jeg vil ikke blackmaile på nogen måde.

Jeg har havt møder med flere ministre, som har sagt, at man fra dansk side vil gøre alt for at finde en løsning ad diplomatiets vej, og at man, hvis spørgsmålet om sanktioner bliver aktuelt, vil bruge sin indflydelse på en måde der tager hensyn til hele rigsfællesskabet. 

Det er det jeg forholder mig til i første omgang.

- 

Når det gælder konkrete poster på finansloven er der en vis tvivl om, hvorledes regeringen står i forhold til den forhenværende regerings planer om besparelser indenfor politiet på Færøerne. Det går jeg ud fra, at vi får en snak om. 

Til sidst kan jeg oplyse, at det forlyder fra den nye regeringskoalition på Færøerne, at man vil have forhandlinger om højere blokstøtte. Den plan kender jeg ikke i detaljer, men det kommer vi nok til at høre meget mere om – og det bliver i givet fald først og fremmest en sag mellem den danske og den færøske regering