Makrelsemjan má byggja á annað enn søgulig veiðutøl

Hr president

Konflikten om makrelfiskeriet er en konflikt mellem fire nordiske lande - Island, Færøerne, Norge og Danmark som en del af EU.

I 2010 kunne man ikke blive enige om, hvorledes makrelkvoten skulle fordeles – i stedet tildelte alle parter sig selv autonome kvoter. Det førte til overfiskeri.

Intet af landene har interesse i at bestanden fiskes ned, og derfor burde dette gøre, at alle parter satte sig selv det krav, at en enighed skulle findes før fiskeriet begyndte i 2011.

Men det lykkedes heller ikke – i stedet gik man fra overfiskeri i fjor til ekstremt overfiskeri i år, hvor der blev fisket 50 % mere end det, som bestanden kan tåle.

Dette er ikke holdbart, og det vil i længden ramme alle, som har en interesse i dette fiskeri.

Derfor er det meget positivt, at Nordisk Råds Miljøudvalg den 26. januar i år anmodede parterne om snarest at komme til enighed omkring forhandlingsbordet.

Nu er det desværre således, at der findes ingen fast formel, som kan bruges når internationale kvoter skal fordeles til de enkelte lande.

I 1999 blev en fordeling lavet, som baserede sig på en vurdering af, hvor makrellen befandt sig. 95 % blev tildelt Norge og EU, 5 % blev tildelt Færøerne – mens Island ikke fik noget.

Men siden er makrellens rejsemønster ændret drastisk. Og det er ikke lykkedes at få en aftale, som afspejler dette ændrede rejsemønster.

Derfor er det glædeligt, at Miljøudvalget siger, at en aftale ikke bare bør baseres på historiske fangstdata, men også på udbredelsen af bestanden over tid, på nye vandringsmønstre og på betydningen for kystlandene.  

Dette er nødvendigt, for makrelfiskeriet har ikke bare økonomiske betydning i sig selv. Makrellens ændrede rejsemønster har meget stor betydning for hele biosystemet.

Selv om jeg er fra Færøerne repræsenterer jeg Folketinget – altså Danmark – i Nordisk Råd. Men jeg vil alligevel tillade mig at sige, at det, at meget store mængder makrel er kommet ind i færøsk farvand, er gået meget kraftigt ud over andre fiskebestande, og det er gået endnu kraftigere ud over de fuglearter, som tager sin føde fra havet. Nogle arter har ingen unger fået i seks år – altså siden makrellen kom i så stort kvantum.

Derfor er det svært at godtage en andel af kvoten, som ikke er betydeligt højere end de oprindelige 5 %.

Men forvaltningen af bestanden er alle landenes ansvar, og derfor håber jeg at alle landene – både Island, Færøerne, Norge og Danmark - kan tilslutte sig, at fordelingen må baseres på flere objektive kriterier - ikke bare på historiske data.

Hvis det ikke lykkes at nå til enighed, tjener det ikke vores lande til ære – og hvis det der skete i år fortsætter i flere år, taber alle landene.

Vi er alle i samme båd – og alle bør gøre sit til, at båden ikke synker