If you respect my dollar, you must respect my person

(Tala hildin undir donsku fíggjarlógarviðgerðini, 10. sept. 2013).

At bruge penge er en politisk handling. Der ligger magt i vores økonomiske forbrug.

Bruger vi vores penge på én måde støtter vi én økonomisk - og dermed politisk - struktur. Bruger vi dem på en anden måde, støtter vi en anden struktur.

Selv mennesker, der hver for sig er svage økonomisk, kan få stor politisk indflydelse, hvis de koordinerer sit økonomiske forbrug med et klart politisk formål. 

Dette var filosofien bag Martin Luther King´s organisering av de sorte i sydstaterne i sin tid.

Da hundredetusinder sorte nægtede at købe busbilletter eller brød i bestemte butikker, så fik de stor politisk indflydelse, selv om de hver for sig var fattige.

Under sloganet "If you respect my dollar, you must respect my person", lykkedes det at give dem, der hver for sig var magtesløse, magt i fællesskab.

Sloganet gælder i alle økonomiske sammenhænge. Penge giver magt, og den der modtager penge må acceptere de betingelser, som den betalende modpart sætter.

Dette gælder i særdeleshed når der ikke er tale om køb af nogen konkret vare. I disse tilfælde får den, der betaler en anden penge, i endnu højere grad definitionsretten på forholdet.

Den der giver penge er fri og har magt til at sætte betingelser - den, der modtager penge, er afhængig og må lystre.

Men nogen gange kan den ene af parterne tage sig en definitionsret, som der i virkeligheden ikke er økonomisk belæg for, fordi de økonomiske forhold mellem parterne fremstår anderledes, end de i virkeligheden er.

Busselskaberne i Montgomery i Alabama følte sig i 1955 så økonomisk stærke i forhold til den sorte befolkning, at de mente de havde ret til helt alene at sætte betingelserne for forholdet – bl.a. at det skulle indbefatte raceadskillelse. De sorte var afhængige – derfor kunne selskaberne sætte betingelserne.

I virkeligheden forholdt det sig omvendt. Da de sorte blev bevidst om sin styrke og organiserede sig, fik de magten. Både busselskaber og butiksejere måtte anerkende, at de ikke havde eneret på at fastsætte reglerne - og at raceadskillelsen måtte slutte.

Danmark-Færøerne

Man kan naturligvis ikke i substansen sammenligne forholdet mellem sorte og hvide i 50'ernes USA med forholdet mellem Danmark og Færøerne i dag.

Men man kan i princippet. For forholdet er - ud over at være et i det store og hele velfungerende historisk, kulturelt, politisk og familiært forhold - også et økonomisk forhold. Det er det aspekt af forholdet der kommer til udtryk i den finanslov, vi har til behandling.

Hvilken påvirkning har dette aspekt?

Det fik jeg undersøgt, da jeg i foråret fik lavet en undersøgelse af, hvad menige danskere ved og mener om Færøerne. Vidensniveauet var ikke imponerende - men heller ikke katastrofalt.

Det triste var at få konstateret hvor ødelæggende blokstilskuddet er for danskernes generelle mening om Færøerne. Og i hvor høj grad det faktum at der ER et tilskud mentalt bliver forstørret ud over alle grænser.

Tilskuddet er på 632 millioner - men kun 6 % af de spurgte vidste, at det er på under en milliard. Knap halvdelen mente, at det er på mellem 2 og 10 milliarder.

Når danskerne har den idé i hovedet, så påvirker det selvfølgelig deres holdning både til Færøerne isoleret set, og til forholdet mellem Danmark og Færøerne.

Da respondenterne i undersøgelsen blev bedt om at begrunde sin holdning til rigsfællesskabet bar svarene også tydeligt præg af, at den viden, de baserede holdningen på, var forkert. Jeg gengiver nogle eksempler på svar:

- Færøerne har kostet Danmark mange penge.
- Jeg har svært ved at se, at Færøerne kan klare sig selv.
- Jeg tror ikke de kan klare sig selv.
- Jeg tror ikke de kan klare sig uden Danmark.
- Jeg tvivler på at de kan forsørge sig selv.
- Jeg tror ikke, at de kan klare sig uden vores tilskud.
- Jeg vil gerne have, at Færøerne forbliver en del af rigsfællesskabet, men at bloktilskuddet bliver mindre.
- De koster os kun penge og bidrager med intet.
- Det er en økonomisk belastning for Danmark.
- De er en omfattende gældsbyrde.
- De koster ret mange penge.
- De snylter.
- Vi betaler til et samfund hvor vi ikke har noget at sige.
- For Danmark ville det være bedst, at de forlod fællesskabet. Men jeg tror ikke på, at de kan stå på egne ben.
- Færøsk økonomi alene kan ikke holde landet oppe.
- Hvis der kommer oliefund ved Færøerne skal de betale tilbage på de penge de allerede har fået i tilskud.

Og så videre og så videre.

Der er altså rigtig mange danskere der ser Færøerne som en stor udgift, og som en nation, der lever af det, den spiser af Danmarks udstrakte hånd. Det minder lidt om den måde, mange tyskerne i disse dage ser på grækerne. Som snyltere. Og snyltere har man ikke respekt for.

Hvis danskerne vidste at tilskuddet kun er på 632 millioner - og i øvrigt kendte den større økonomiske sammenhæng i forholdet mellem Færøerne og Danmark, og den geopolitiske og strategiske betydning som først og fremmest Grønland men også Færøerne giver det danske rige, så ville holdningen uden tvivl være en anden.

Og så ville opbakningen til rigsfællesskabet også være større, end tilfældet er. Som det er nu ser 40% af danskerne en værdi i rigsfællesskabet og mener at det skal fortsætte. Flertallet af resten er dog ikke direkte imod fællesskabet, men nærmest ligeglade.

Det er en fuldstændig legitim holdning – men den er interessant set i lyset af, at samtlige politiske partier siger, at fællesskabet er vigtigt for dem.

Den viden vi har, skaber vores meninger. I dette tilfælde er der næppe tvivl om, at færre fordomme og større viden ville give andre meninger.

Føroysk ábyrgd

Opfattelsen af at Færøerne er et stort sort hul stammer formentlig helt tilbage fra den ekstremt tendentiøse danske pressedækning av bankkrisen på Færøerne først i 90'erne.

Det viser både hvor svært det kan være at gøre sig fri af en negativ og fordomsfulde opfattelse – og måske også hvor gerne mennesker vil holde fast i den behagelige følelse af at være den, der er ovenpå.

På den anden side: Det er Færøernes ansvar gradvis at få bloktilskuddet reduceret. Hvor hurtigt det sker betyder mindre – det afgørende er som bekendt ikke hvor man står, men hvor man er på vej hen.

At få tilskuddet ud af verden vil være gavnligt for det politiske liv internt på Færøerne, for det færøske folks selvbillede, for det politiske forhold mellem Danmark og Færøerne, og for det danske folks opfattelse af Færøerne.

Det er i det hele taget Færøernes ansvar at sørge for, at forholdet mellem parterne defineres på ny, præcis som det var de sortes ansvar i Alabama i sin tid – igen selvfølgelig uden sammenligning i øvrigt!

Vi var på rette spor med den tiårige nominelle fastfrysning. Men nu følger vi igen dyrtidsreguleringen, og bevæger os ikke ud af afhængighedens spiral.

Det er beklageligt, for selv om det drejer sig om få kroner, så er den negative politiske værdi som påvist ganske stor.

Selv om 632 millioner ikke er mange penge, så må vi, så længe vi modtager danskernes penge, også finde os i danskernes lidet flatterende holdninger om os - for nu at blive i Martin Luther Kings jargon.

Men faktum nu er, at et flertal på Færøerne ikke ønsker at gøre noget ved dette. Det må jeg forholde mig til, og jeg vil – mine personlige holdninger til trods – loyalt stemme for det tal, regeringen og landsstyret aftaler sig frem til.