Vandi fyri álvarsomun stríði millum Danmark og Grønland

Jeg studsede lidt da jeg først i december læste en stort opsat artikel i Weekendavisen, der var meget kritisk overfor diverse forhold i Grønland, og sluttede med at konkludere, at tiden var kommet til et dansk opgør med Grønlands selvstyre. “Der er ingen juridiske aftaler, der kan frigøre den danske stat fra det politiske og moralske ansvar den har for at beskytte sine borgere – uanset fødested”.

En tegning der illustrerede artiklen viste en grønlænder, der fyldte sine lommer med penge, mens to danskere stod og sagde undskyld for alt det onde, Danmark gennem historien har gjort imod Grønland.

Forfatteren var noget så fint som phd-studerende i Oxford.

Siden har Thorkild Kjærgaard, professor, slået på tromme for det samme. Og fra Dansk Folkepartis side har man erklæret, at grønlandske politikere ikke bare mangler evnen og viljen til at udvise det nødvendige ansvar – men også er fuldstændig ligeglade med virkeligheden.

Skeivt at generaliserað

Jeg synes det er godt at Dansk Folkeparti viser det engagement som man gør. Jeg synes faktisk det er en politisk pligt have meninger og fremsætte advarsler om det, man ser som en stor fare.

Men jeg vil advare kraftigt mod den generalisering, som partiet gør sig skyldig i.

En af de politikere, der falder ind under partiets beskrivelse af grønlandske politikere som uduelige og ligeglade, er fru Asii Chemnitz Narup, der er borgmester i Nuuk og Østgrønland.

I en kronik i Politiken den 6. januar siger hun bl.a. andet således:

”Jeg er enig med Søren Espersen i, at en del af den politiske ' klasse' i Grønland foregøgler befolkningen heroppe, at selvstændighed vil løse alle problemer.

Der er masser af populisme, økonomisk uansvarlighed og letkøbte og helt urealistiske ' løsninger' på bordet, som jeg selv får grå hår i hovedet og tinnitus i ørerne af at skulle lytte til. (…) Men det berettiger jo ikke til at lancere endnu en uansvarlig letkøbt og urealistisk løsning, når det gælder det grønlandske selvstyre (….)”.

Siden henviser hun til nogle af de konkrete projekter som hun er engageret i for at få en bedre økonomi og bedre sociale forhold – der drejer bl.a. sig om turisme, forskning, uddannelse energi, iværksætteri, fødevarer og kultur.

Selv om hun anklager nogle af sine politiske kolleger for populisme og uansvarlighed i debatten om selvstændighed, så er hun ikke i tvivl om, at processen hen imod større selvstyre er både rigtig og nødvendig. Og mod slutningen siger hun disse ord: ”at suspendere selvstyret, svække den demokratiske proces og udvikling og rulle tiden baglæns vil kaste rigsfællesskabet ud i en voldsom krise, sætte relationen under yderligere pres og skærpe retorikken”. 

Føroyskar royndir

Jeg er ikke i tvivl om, at Nuuks borgmester har ret. Og det siger jeg af erfaring.

I 1980’erne var den økonomiske politik på Færøerne dybt uansvarlig. Politikere forvandlede landskassen til en slags bank, og gik på skatteydernes vegne ind i private foretagender med en enorm risiko.

Dengang havde statsministeren en rådgivende udvalg vedrørende Færøerne – og dets årlige rapporter var dyster læsning.

Men statsministeren handling begrænsede sig til bemærkninger om, at det ”jo så ganske nedslående ud”. Berøringsangsten var total – selv om der overordnet set også var tale om et dansk ansvar.

I 1992 kollapsede korthuset så. Danmark måtte på banen – og det endte i en næsten brutal kamp om penge og skyld og ansvar.

Færøerne blev reelt sat under dansk administration.

Mistilliden mellem Danmark og Færøerne var total.

Danmark blev sagsøgt af Færøerne.

Den danske presseomtale af Færøerne, færøske politikere og den færøske befolkning var generaliserende, nedladende og særdeles grov.

Det blev skrevet store rapporter – både på Færøerne og i Danmark – hvor skylden for halvfemsernes katastrofe på Færøerne blev placeret både på Færøerne og i Danmark.

I denne stemning var der valg på Færøerne i 1998 – og det nye landsstyre satte kurs mod en selvstændig færøske stat.

Det havde man sine argumenter for – men det var nok i hvert fald delvis tale om et fravalg af Danmark i stedet for et tilvalg af færøske selvstændighed.

Altså: Der var økonomisk uansvarlighed på Færøerne.

Der var så stor berøringsangst i Danmark, at man end ikke turde have en mening om forholdene.

Det førte til at Færøernes myndigheder blev suspenderet – og det førte igen til et kraftigt ønske om at løsrive Færøerne fra Danmark.

Haldið fokus á tað ítøkiliga

Det som skete dengang var, at fokus blev flyttet fra de konkrete forhold, og det endte i stedet med en kamp mellem dansk og færøsk nationalisme.

Og det var der ingen, der fik gavn af.

Derfor: At man tør tale åbent om den økonomiske og sociale situation i Grønland er både godt og nødvendigt. Men hold fokus på de konkrete udfordringer.

Jeg synes det ligner eskapisme, når mange grønlandske politikere taler så meget om selvstændighed, samtidigt med at der er store problemer i deres land, der kræver opmærksomhed og løsninger. Løsrivelse løser ikke disse problemer.

Men at suspendere selvstyrets beføjelser som om det kunne løse problemerne, er ligeledes eskapisme.

Hvis debatten kommer til at handle om dette – løsrivelse overfor suspension af de grønlandske myndigheder – optrappes en konflikt mellem Danmark og Grønland, og dens taber bliver det grønlandske samfund og dets borgere.

Tag de hænder, der rækkes ud fra seriøse grønlandske politikere, og lad være med at kalde dem uduelige. Det er at puste til nationalismens gløder. Og dens ild er livsfarlig.