Trøllasøgur elvdu til látur á Fólkatingi

Røðan, ið Sjúrður Skaale bar fram:

Tak for det, formand.

Men må sige det er et smukt syn vi har herfra når vi sådan kigger ud over Danmarks nyvalgte, demokatiske forsamling.

Vi ser jo ikke bare den fysiske manifestation af folkets vilje ved sidste valg, men også kulminationen på en flot historisk udvikling hen imod folkestyre.

At stå her og se resultatet er så storslået at hvis jeg blunder er det for mit indre øje som om jeg en solbeskinnet sensommerdag står ved en smuk indsø der er omkranset af grønne træer.

Og når jeg hører den frie debat er som at se eftermiddagens skrå solstråler finde vej ned mellem træernes grene og blade og fremtrylle et magisk lysspil i vandets overflade.

Men så er det også som om, formand, at jeg står her, ved bredden at dette bedårende syn – med en stor, styg sten i hånden, som jeg vil kaste ud over vandet, og forstyrre billedet for en stund.

For nu ville tilfældet at den roman jeg havde liggende på mit natbord gennem valgkampen var Joseph Hellers Catch 22. Altså fortællingen om de amerikanske piloter fra 2. verdenskrig som kun kunne tage ud på de meget krævende livsfarlige bombetogter hvis de var tilregnelige og ved deres fulde fem, og ikke måtte sætte sig i flyet hvis de var ramt af den galskab, som krig jo medfører.

Problemet var bare at de, der var normale lod som om de var gale for at slippe for at risikere livet. De, der var gale så derimod ingen fare. Og de mente selvfølgelig at de var helt normale og de rigtige til opgaven. Derfor tog de glade og stolte afsted.

Det var Catch 22.

Systemets logik gjorte, at de forkerte satte sig i cockpittet.

Og så var det jeg tænkte da jeg under valgkampen lå i sengen og læste efter en lang kampagnedag, at demokratiet jo også kræver sine piloter.

Og demokratiet vil heller ikke have de gale i førersædet. Diktatorerne, despoterne. Egocentrikerne der regerer på basis af egen forfængelighed personlige ambitioner.

Demokratiet vil sætte folk i cockpittet, der tilsidesætter sig selv og uselvisk repræsenterer folkets værdier.

Problemet er bare – og her, formand, her kommer jeg til den sten jeg vil kaste ud over den smukke sø i skoven – problemet er, at det ikke er de uselviske typer, der kæmper om pladserne i demokratiets cockpit.

Den kamp kræver jo at man skubber andre til side og maser sig frem til mediernes linser og mikrofoner for at få sit navn og sit ansigt og sin stemme ud til folket. Og den slags gør man kun, hvis man er ikke så lidt egocentrisk. 

Kampen kræver også at man presser sig ind i folks sind ved at hænge store plakater af sig selv op i hveranden lygtepæl. Og det kræver jo, at man er endda meget egocentrisk.

Og så var det jeg den sene aften i sengen tænkte, at dette er demokratiets catch 22. De uselviske byder sig ikke til. De, der ender med at være demokratiets piloter, er os. Os med kæmpeplakaterne af os selv. Os. Større og mindre egocentrikere.

Det er ikke nogen ny tanke. Tolkien siger jo at de, der er villige til at stræbe efter magten, ofte er dem, der er mindst egnede til at have magten.

Men heldigvis: Billedet af søen i skoven forbliver smukt, for vi kan afsættes hvert fjerde år. Indtil da kan vi så overbevise vælgerne om, at det skal vi så ikke alligevel ikke. For vi er undtagelsen. Vi er her kun for vælgernes skyld. Vi er demokratiets rette piloter. Vi bryder Tolkiens tese. Vi er de ekseptionelle.

Med det afsæt vil jeg så fortsætte med at sige, at ekseptionelle – det er vi faktiskt nogen i denne forsamling, som virkelig er. Nærmere betegnet to!

Mig selv – og det højtærede medlem for Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg!

Der er en lille bygd på Færøerne, der hedder Trøllanes. Troldenæs.

Det hedder den fordi i de meget dramatiske bjerge over bygden bor der flere trolde, end noget andet sted på Færøerne.

Der er fire beboede huse i bygden. Bjørns bedstemor kommer fra et af dem – min bedsmor kommer fra et andet.

Og med halvdelen af husstandene repræsentet er Trøllanes det sted i hele riget, der er stærkest til stede i dette rum.

Og det er ikke nogen tilfældighed. Det er forsynets vilje. For mig og Bjørn Brandenborg har en historie at fortælle, som man gør klogt i at lytte til.

I gamle dage gemte troldene sig nemlig ikke altid i bjergene over Trøllanes. Helligtrekongers nat kom de ned i bygden og ind i husene for at danse og holde så vilde fester, at beboerne måtte flygte til nabobygden.

Men engang blev en gammel kone, Gyðja, efterladt, for hun var for svag til at klare turen over bjergene.

Hun gemte sig under et bord, hvor hun sad livsforskrækket og var vidne til troldenes diabolske, hysteriske vildskab. Til sidst kunne hun til sidst ikke kunne sidde stille længere, men råbte “Jesus være mig nådig”.

Jesu navn tålte troldene ikke at høre. “Gyðja loypti split í dansin” - “Gyðja ødelagde vores dans”, sagde de, og tog tilbage til bjergene hvor de har opholdt sig lige siden.

Hr. formand – der er mange demokratiske huse, der er hjemsøgt af trolde i disse år.

Nationalismen og populismen har mast sig ind, og holder en forfærdelig fest.

Radikal, politisk islam tramper rundt og forsøger at knuse demokratiets mest værdifulde arvegods.

Disse trolde er ikke i Folketinget.

Men de vil ind – her som andre steder.

Skal det undgås kræver det, at vi står ved vores eget og står op for vores eget. Det kræver at nogen er demokratiets Gyðja.

Og her i salen er vi to: mig selv og Bjørn Brandenborg.

Vi sidder ikke på ministerrækkerne. Vi sidder langt tilbage i salen. Næsten – som Gyðja – gemt væk under er bord.

Men vores røst er vigtig, for det er kun ved at lytte til læren fra Trøllanes, at vi undgår et undgår et politisk catch 22, og kan bevare den smukke indsø, som mig og formanden har foran os.

Jeg vil ikke denne sene aften komme ind på de konkrete politiske sager, som jeg har taget op på den tour de ministerkontorer, som jeg har været på siden valget. Men der er masser at tage fat på, og jeg kvitterer for den vilje til at finde gode løsninger på stort og småt som jeg har mødt på min lille turne.

Til sidst vil jeg sige god arbejdslyst til den ny regering – tak for samarbejdet til den afgående regering.