En lang række prominente personer, der ud over forudsigelige navne som aktivisterne Brigitte Bardot og Jane Goodall tæller selveste Emmanuel Macron, lægger pres på Danmark i sagen om Paul Watson, der er arresteret i Grønland. Mange taler ligefrem om, at han skal løslades som en heltemodig forkæmper for hvalerne.
Kaptajn Watson forsøger blot at forhindre de umenneskelige drab på hvaler, skriver britiske Jane Goodall.
Brigitte Bardot kalder anholdelsen en »menneskejagt« og siger, at alt må gøres for at redde denne »modige mand«.
I Danmark stiller Enhedslisten sig på aktivisternes side, og i EU-Parlamentet har en række politikere støttet kravet om løsladelse.
Det store krav er, at Watson skal sættes fri og ikke udleveres til Japan. Jeg skal ikke tage stilling til, om manden skal udleveres til Japan.
Men at løslade ham uden noget ville være brud på den danske retsstats principper. For Watson er ikke nogen helt. Han er forbryder. Og han har ikke bare begået forbrydelser i Japan – det har han også gjort i det danske rige.
Paul Watson var en af stifterne af Greenpeace i 1972, men blev i 1977 sparket ud af organisationen, fordi Greenpeace ikke kunne acceptere hans militante arbejdsmetoder, som både skadede organisationen og dermed i sidste ende også miljøet.
Watson stiftede sidenhen Sea Shepherd. Men i 2022 blev han for anden gang udelukket fra en organisation, som han selv havde stiftet, da Sea Shepherd ikke længere ønskede at have noget med ham at gøre. Årsagerne var de samme som i 1977.
På Færøerne har vi oplevet mange store kampagner imod grindedrabet fra bl.a. Greenpeace, og det er almindeligt anerkendt, at de har har været med til at ændre drabet således, at hvalerne i dag ikke berøres med nogen skarp genstand, før de slås ihjel. Kampagnerne har været omfattende, men lovlige – og de har haft stor effekt. Dyrevelfærden bliver nu taget alvorligt.
Men Paul Watson har aldrig haft dyrevelfærd som mål.
I 1986 kom han for første gang til Færøerne med skibet ”Sea Shepherd” for at forhindre den lovlige grindefangst med brutale metoder. Da politiet prøvede at arrestere ham, var reaktionen så voldsom, at liv stod på spil. De såkaldte aktivister skød efter de færøske politifolk i et forsøg på at sænke deres gummibåde.
I politirapporten fra den 7. oktober 1986 står der bl.a., at en af gummibådene blev angrebet direkte af en speed line-riffle. At angrebet satte politifolkene i livsfare. At nødblus blev tændt og kastet imod politiet. At aktivisterne kastede store skarpe kroge med drejende jernspidser mod gummibådene. Og at petroleum blev hældt på vandet, og nødblus blev kastet over det i et forsøg at sætte ild til det.
Watson flygtede, og er ikke blevet straffet for denne forbrydelse.
Sidste år forbrød Watson sig igen imod færøsk lovgivning, da han uden tilladelse kom ind i færøsk farvand med sin nye organisations skib, ”John Paul DeJoria”. Det er han heller ikke straffet for.
Selv om Færøerne har sine egne love, der er vedtaget af Lagtinget (bl.a. love om grindefangst), så er retsvæsenet et fællesanliggende for hele riget.
De danske domstole dømmer, og mennesker straffes således i henhold til færøske love. Politiet er også fælles for hele riget. De love, der er vedtaget af Lagtinget, hører altså under kategorien “Rigets love”. Og hvis en person, der har forbrudt sig imod Rigets love, nu bliver sat på fri fod, som om intet var sket, vil det ikke være i overensstemmelse med retsstatens principper.
Disse principper er ikke noget, Paul Watson går op i. Tværtimod.
I en udtalelse til TV-serien “Whale Wars: Viking Shores” fra 2012, som omhandlede Watsons kamp mod det færøske grindedrab, gav Paul Watson meget klart udtryk for sin holdning til retsstaten. Han sagde åbent, at han tog til Færøerne for at bryde loven, og fremførte denne begrundelse: »Jeg har altid haft det standpunkt, at retfærdighed har forrang for loven. Ingen lov kan retfærdiggøre, hvad de gør ved hvalerne.«
Manden har med andre ord den retsfilosofi, at hans egne meninger om i mange tilfælde helt lovlig virksomhed, har forrang for loven.
Vi har altså ikke at gøre med en miljøaktivist, som argumenterer og arbejder for sine holdninger gennem retsstatens åbne kanaler, men en militant og voldsparat mand, som hele sin karriere har været på flugt fra myndighederne, og gerne går langt ud over lovens rammer for at få sin vilje. Også når der er fare for menneskeliv.
Og i to tilfælde har det altså ført til, at han er udelukket fra organisationer, han selv har stiftet.
Der er utallige mennesker, der føler meget stærkt for alle mulige sager. Hvis de alle tænkte og handlede som Watson – at deres sag var vigtigere end loven – ville vi ikke have nogen retsstat. Det kan aldrig godtages, at en person tilsidesætter den lov, alle andre må give sig ind under, for at nå sine mål.
De politikere, der i disse dage både indirekte og direkte forsvarer Watsons metoder, må gøre sig klart, at de underminerer retsstaten. For det signal, de sender, er klart: Hvis du føler stærkt nok for en sag, så er det OK at bryde loven.
Ein loysn frá Sendistovuni