Talandi tøgn frá Thorning

(Tala hildin undir byrjanarorðaskiftinum á Fólkatingi 3. okt 2003).

Hevur felagsskapurin við Føroyar nakað virði fyri Danmark? Vanligi danin er líkasælur. Og politikarar bara endurtaka somu tómu flosklar. Danir mugu nú seta orð á, hvønn týdning ríkisfelagsskapurin hevur fyri teir – um hann hevur nakran týdning

”Rigsfællesskabet? – Det har vel haft sin tid”.

”Det giver ingen mening at fastholde denne gamle institution”.

”Danskere og færinger er så fjernt fra hinanden – både mentalt og fysisk”.

”Vi putter penge i noget vi ikke får noget for”.

”Hvorfor skal vi betale for deres tunneller”

”Færøerne nasser på Danmark”.

En undersøgelse jeg fik foretaget i foråret viste, at denne slags holdninger er udbredt i Danmark. Et mindretal på 40 % af danskerne mener det er vigtigt, at Færøerne forbliver i rigsfællesskabet. Men de fleste synes ikke det har nogen betydning, og knap 10 % mener det ville være bedst, hvis Danmarks og Færøernes veje skiltes.

Den store opbakning, der er fra alle Folketingets partier til rigsfællesskabet, er der altså kun begrænset klangbund for i befolkningen.

At mange har en ret negativ holdning til fællesskabet med Færøerne kan dog – i hvert fald delvis – tilskrives en misforståelse. Mange danskere mener nemlig at Færøerne er dyre for Danmark. Bloktilskuddet til Færøerne er kun 630 millioner, men ifølge nævnte undersøgelse mente halvdelen, at det er på flere milliarder. Kun 6 % vidste, at det er på under en milliard.

Undersøgelsen viste også, at danskernes viden om Færøerne i det hele taget er begrænset. Og begrænset viden fører altid til begrænset interesse. Når man derudover har den fejlagtige opfattelse, at et forhold, som man ikke har viden om eller interesse for, koster mange penge – så er det klart, at man ikke kan se idéen med, at det skal fortsætte.

På Færøerne er der som bekendt også rigtig mange der mener, at fællesskabet med Danmark bør ophøre – i hvert fald i sin nuværende form.

Talandi tøgn um Føroyar

Dette er måske grunden til, at danske statsministre ofte har stor berøringsangst overfor Færøerne. De synes at være så bange for at puste til politisk følsomme emner, at de siger som mindst.

Men ofte siger tavshed mere end ord. Og det er meget sigende, at da statsministeren i tirsdags gav sin grundlovsbestemte redegørelse for rigets tilstand, så var der – på trods af den spændte situation vi står i - kun tre linjer om Færøerne. Og det der stod, er gentaget 1000 gange før. Det lød som en sætning, der var sagt af pligt. Så var Færøerne dog med. Lidt som når dronningen nytårsaften siger, at hendes tanker går til Færøerne.

Uanset om årsagen er manglende interesse eller politisk forsigtighed, så er fraværet af Færøerne i statsministerens tale sigende. For det bekræfter det, som min omtalte undersøgelse viste: Nemlig at Færøerne mentalt og politisk fylder meget lidt i Danmark.

Jeg skal ikke sige om det er godt eller skidt. Men det er ikke uden betydning. For når Færøerne er politisk, mentalt og kulturelt fraværende – så kommer det økonomiske aspekt til at fylde mere.

Og et forhold, der først og fremmest bliver gjort op i penge – det har en svag sammenhængskraft.

Det er interessant set i lyset af, at store investeringer fra den norske olieindustri om ikke så lang tid muligvis vil få langt større betydning for færøsk økonomi end det danske tilskud.

Med økonomiske interesser følger politiske interesser. Og omvendt. Hvis den økonomiske del af forholdet mellem Danmark og Færøerne er den mest afgørende – jeg siger ikke at den er, men hvis den er – så kan fællesskabet derfor komme i opbrud, når der sker forskydninger i de økonomiske strømme.

Danmark móti Føroyum

EU’s – og dermed også Danmarks – boykot af Færøerne, er naturligvis også en udfordring.

Der bliver sagt, at dette ikke er en strid mellem Danmark og Færøerne, men mellem Færøerne og EU. Det er rigtigt, at boykotten ikke er sat i kraft efter dansk forslag eller dansk støtte. Men vi kommer ikke uden om, at Danmark, som del af EU, boykotter Færøerne. Altså virksomheder og varer fra en del af rigsfællesskabet.

Vi kommer heller ikke uden om, at der i denne sag er direkte modstrid mellem danske og færøske interesser.

På Færøerne gør man krav på en større andel af sildekvoten. Hvis man kommer igennem med det krav, så vil det gå ud over EU’s andel af kvoten – og dermed danske virksomheder, som fanger tredjedelen af EU’s andel.

Dette er årsagen til, at de danske fiskeres organisation har været særdeles aktiv og højlydt i sin lobby imod Færøernes krav og for boykotten af Færøerne.

Danmark skal ikki blanda seg

Jeg bliver naturligvis igen og igen spurgt, hvordan jeg kan være støtteparti for regeringen, som sagerne står.

Svaret er, at jeg ikke har givet regeringen nogen blankocheck. Jeg har både før og efter valget sagt, at hvis Danmark havde støttet EU’s linje, så ville jeg ikke være støtteparti.

Men hvad kan jeg og færøske myndigheder så forvente, at Danmark gør i sagen? Hvad kan vi, uden at være urimelige, kræve af Danmark? Og hvad ligger uden for Danmarks forpligtigelse?

Velan – vi kan for det første ikke kræve, at Danmark adopterer alle de færøske synspunkter i sagen. Vi er i hver sin part.

Vi kan for det andet heller ikke kræve, at Danmark bliver traktatbryder, og nægter at implementere EU’s sanktioner.

Det bygger jeg på, at Færøerne selv har valgt at stå uden for EU. Færøerne har selv ønsket at være kyststat fiskeripolitisk – med samme rettigheder og muligheder, som andre kyststater. Færøerne har selv valgt at indgå aftaler med andre lande – og ikke at indgå aftalerne om sild og makrel de sidste år.

Så længe vi træffer beslutningerne, kan vi ikke kræve, at Danmark skal tage konsekvenserne af det, vi beslutter. Rettigheder og ansvar må følges ad.

Jeg synes, at Færøerne skal forblive en kyststat, og at Danmark hverken skal overtage eller blande sig i vores fiskeripolitiske afgørelser. Derfor skal Danmark heller ikke tage de fulde konsekvenser af dem.

Donsk skylda

Det, Danmark er politisk forpligtet til, er først og fremmest at give Færøerne adgang til de organisationer, der er vedkommende for denne konflikt, og som Færøerne, pga. at suveræniteten ligger i Danmark, ikke har direkte adgang til. Først og fremmest WTO og FN.

Sådan en fuldmagt har regeringen givet Færøerne, og derfor er sagen nu rejst i den Internationale Havretskonvention.

At Færøerne i Danmarks navn kan rejse en sag imod EU – og dermed imod Danmark – er et eksempel på den politiske forståelse der er nødvendig for, at rigsfællesskabet kan fungere, så længe den statsretlige ramme er, som den er. Det kvitterer jeg for.

Jeg synes også vi kan kræve, at Danmark er Færøernes talerør ind til EU-Kommissionen. Og det har Danmark været.

At Danmark stemte nej til sanktionerne var også et rimeligt ønske, som blev opfyldt.

Men sidste år, da selve sanktionsinstrumentet blev vedtaget, undlod Danmark at stemme. Det syntes mit parti ikke var godt nok, og derfor gav min partiformand, som var suppleant for mig på det tidspunkt, ikke sin støtte til regeringens mandat. Der var dog et stort dansk flertal bag mandatet – og et endnu større flertal bag vedtagelsen i EU.

Men i det store og hele har jeg været tilfreds med regeringens håndtering af sagen.

Derfor støtter jeg regeringen, som jeg også i andre anliggender har et fint forhold til – og som jeg også vil kvittere for. Men der ligger altså ikke nogen blankocheck.

Danir mugu siga sína meining

Mit parti ser det ikke som et mål, at Færøerne skal ud af rigsfællesskabet. Ikke fordi fællesskabet i sig selv er et politisk formål, men fordi det i praksis er en ordning, der er til gavn for partiets primære mål, nemlig udvikling af det færøske samfund i alle henseender.

Men hvis fællesskabet skal fungere optimalt, må det udvikles. Og dets fundament må være andet end økonomiske forhold.

Det kræver viden, interesse og åben debat. Som altså er en mangelvare.

Derfor glæder det mig, at en debat om rigsfællesskabet er sat på folketingest dagsorden til næste forår.

Jeg håber at både statsministeren og samtlige partier den dag vil slippe forsigtigheden, korrektheden og frygten for at fornærme færingerne og i stedet vil sige sin uforbeholdne mening om fællesskabet set fra en dansk synsvinkel.

Jeg håber man vil komme ud over flosklerne om, at man ”går ind for rigsfællesskabet”, og i stedet sige hvorfor man gør det.

Hvad er værdifuldt og hvorfor, set fra Danmark? Drejer det sig om kultur? Eller geografisk størrelse? Strategisk betydning? Eller økonomi? Og hvad er belastende, irriterende eller urimeligt, set fra Danmark?

Hvorfor og hvordan skal fællesskabet udvikles i fremtiden? Eller skal det hellere afvikles?

Det håber jeg man vil gøre sig nogen tanker om, og sige sin mening om. For ikke at gøre sig nogen tanker og ikke at have nogen mening – det er altså også et politisk signal.

Sjúrður Skaale