Tala, hildin undir fyrsta orðaskiftinum um blokkin

Modsat andre af finanslovens poster bliver dette beløb ikke pristalsreguleret, men er fastfrosset nominelt. Og det har det været siden 2002.

Historien er, at det daværende landsstyre skar en tredjedel af støtten, der dengang var på rundt regnet en milliard.

Derudover indgik man en aftale om, restbeløbet skulle fastfryses nominelt.

Reduktionen var der ikke enighed om på Færøerne. Men fastfrysningen har der været bred tilslutning til. År efter år har skiftende færøske regeringer - der har repræsenteret samtlige lagtingets partier - indgået aftaler om, at blokstøtten skal forblive fastfrosset nominelt. Således er støttens værdi reduceret hvert eneste år.

Denne politik udspringer af et bredt ønske om, at Færøerne skal tilstræbe at have en selvstændig økonomi - uden subsidier udefra. Og de fleste mener, at fastfrysningen av blokstøtten er en ansvarlig og forsigtig måde gøre det på. Derfor støttes denne kurs af hele seks af Færøernes syv partier.

Men der gives og der tages som bekendt i forhandlinger, og et kompromis, som de nye færøske regeringspartier har indgået er, at fastfrysningen IKKE skal fortsætte.

Desuden ønsker man at forhøje blokstøtten op på det beløb, den ville have været på, hvis de sidste ti års aftaler om fastfrysningen ikke var indgået. Det drejer sig om et beløb, der - alt efter hvordan man regner – ligger et sted mellem 140 og 200 millioner.

Jeg er uenig, for økonomisk afhængighed har uheldige konsekvenser.

Den er aldrig statisk. Et afhængigt land er enten på vej ud af afhængigheden eller på vej dybere ind i den.

Og der er mange eksempler på, at nationer der har kurs mod dybere afhængighed også har kurs mod værre konkurrencedygtighed og en mindre ansvarlig omgang med de betroede midler.

Når den udefra kommende støtte vokser, så har fokus en tendens til at flytte sig væk fra det, man selv kan skabe og til det, man får udefra. Økonomisk vækst kan i den politiske bevidsthed blive synonymt med mere støtte udefra.

Når støtten omvendt reduceres, bliver både det politiske system og erhvervslivet tvunget til i højere grad at se på andre muligheder for at skabe det økonomiske fundament for eget samfund. Det skaber ansvarlighed og det giver også en sund følelse af stolthed.

I et afhængigt samfund er der naturligvis også altid en kamp mellem dem, der kæmper imod afhængigheden og dem, der ikke gør det. Derfor vil den udefrakommende støtte fylde utrolig meget i debatten – og valgene kommer til at ligne folkeafstemninger, hvor man siger ja eller nej til subsidier.

Og politik bør handle om andet end det.

Derfor mener jeg at Færøerne bør gøre sig fri af blokstøtten. 

Ved en fastfrysning sker dette meget langsomt, men det gør ikke noget. Det vigtigste i livet er hverken hvor man er i dag eller hvor man håber på at være om mange år. Liv er bevægelse, og det er retningen, der er det afgørende. I denne sag fører fastfrysningen af blokstøtten efter min mening Færøerne i den rigtige retning.

Der er dem der mener, at Danmark har en strategisk interesse i en høj blokstøtte, for jo mere økonomisk afhængige Færøerne er af Danmark, jo mindre er chancen for, at vi forlader rigsfællesskabet.

Det er helt forkert. Det der binder rigsfællesskabet sammen er ikke og må ikke være økonomiske subsidier. Jeg synes subsidierne er en belastning for rigsfællesskabet, for de giver en følelse af manglende ligeværdighed - og det er præcis den følelse, der kan true fællesskabet.

Jo mere selvstændigt det færøske samfund er, jo stærkere er rigsfællesskabet.

Jeg er altså ikke enig med Færøernes landsstyre i denne sag.

På den anden side anerkender jeg, at det ikke er mig, men landsstyret, der fra Færøernes parlamentariske flertal har fået det demokratiske mandat til at føre disse forhandlinger.

Sådan er de demokratiske kommandolinjer, og dem respekterer jeg. Derfor vil jeg ikke gå imod den aftale som bliver indgået.

Det har jeg sagt klart på Færøerne.

Men jeg vil i denne sag heller ikke bruge min parlamentariske position i folketinget til at presse regeringen til imødegå landsstyrets ønsker.

Sammen med bl.a. de to grønlandske folketingsmedlemmer har jeg som bekendt mulighed for at presse regeringen – men så skal det være i forbindelse med sager, som jeg selv tror på, og sager som der er bred enighed om i den færøske befolkning.

Og til den kategori hører ønsket om højere blokstøtte ikke.

Men som sagt: Jeg vil heller ikke fra min position som færøsk folketingsmedlem modarbejde landsstyret. Det ville være at underminere det parlamentariske og demokratiske mandat, som landsstyret har i denne sag.