Stjórnin brýtur avtalu við landsstýrið – og landsstýrið góðtekur tað

Fámjinsskjalið skuldi geva okkum veruliga ávirkan á viðkomandi trygdarmál. Men hóast løgmaður bleiv kunnaður um hví Danmark fór í kríggj móti Islamskum Stati, bleiv avgerðin tikin uttan, at føroyskir myndugleikar blivu hoyrdir.

Stjórnin tykist sostatt ikki virða avtaluna, sum varð gjørd í Fámjin.

Tá eg undir spurnarorðaskiftinum í dag tók hetta fram tóktist tað sum um, at stjórnin als ikki hevði havt skjalið í huga.

Men tað er ikki bara at lasta stjórnini fyri. Hin parturin í avtaluni er Føroya Landsstýrið. Og Landsstýrið hevur einki gjørt til tess at tryggja, at avtalan verður hildin.

Og tað er ikki í lagi. Tí halda vit tað hava týdning fyri Føroyar, at danska ríkið er í kríggi, so kunnu vit altso við Fámjinsskjalinum í hondini krevja at verða tikin upp á ráð.

Her eru viðkomandi brotini úr dagsins orðaskifti millum meg og Helle Thorning-Schmidt:

Sjúrður Skaale, (JF):

Danmark er formelt, i henhold til grundloven, en enhedsstat med én lovgivende myndighed, én regering og én udenrigspolitik.

Reelt en Danmark som bekendt blevet noget helt andet.

Af aktuelle udenrigspolitiske eksempler kan man nævne den store fiskeristrid, hvor Danmark og Færøerne stod på hver sin side.

Et andet eksempel er striden mellem vesten og Rusland, hvor Danmarks og Færøernes situation og politik er helt forskellige.

Det kræver en del politisk forståelse at få tingene til at fungere når der er så stor forskel mellem det formelle og det reelle.

Men det går, fordi Færøerne har fået det nødvendige råderum til selv at træffe sine beslutninger uden at Danmark blander sig. Regeringen har forstået, at Færøerne må have sin egen stemme. Ros for det.   

Når det gælder krigen imod IS er det anderledes. Her har danske myndigheder gjort riget - hele riget, inklusiv Færøerne - krigsførende. Færøerne er orienteret, men ikke spurgt, og har ikke så meget som kunnet udtrykke sin mening i forbindelse med beslutningen.

Det er Danmark der bærer forsvarsudgifterne og sender soldaterne - men når et rige er i krig, så er hele riget i krig.

Jeg kunne tænke mig at vide om statsministeren ser noget problem i, at Danmark gør Færøerne til et formelt krigsførende land, uden at Færøerne har haft mulighed for så meget som at komme til orde i den forbindelse?

Jeg tænker ikke på en vetoret, men i det mindste på en mulighed for at blive hørt.

Mit spørgsmål stilles i forlængelse af den anerkendelse som Martin Lidegaard kom med i Deadline i forgårs hvor han sagde, at det er Færøerne og specielt Grønland der giver Danmark den udenrigs- og sikkerhedspolitiske vægt, som man har.

Det burde vel gøre det endnu mere naturligt at disse lande inddrages i forbindelse med sådan en beslutning.

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt):

(…)

I forhold til det her meget principielle spørgsmål om, hvordan Færøerne og Grønland inddrages, når Danmark beslutter at gå ind i en væbnet konflikt, har vi jo heldigvis formalia og lovgivning at holde os til i den henseende.

Og det er sådan, at Danmarks deltagelse i en væbnet konflikt skal behandles her i Folketinget. Samtidig er det så også sådan, at regeringen i forbindelse med Folketingets vedtagelse af det seneste beslutningsforslag om yderligere dansk militært bidrag i forhold til indsatsen mod ISIL, jo så gjorde det, at vi gav Færøernes og Grønlands landsstyrer en orientering om det spørgsmål.

Derefter var det så op til landsstyrerne at indkalde og orientere de relevante udvalg i Lagtinget og Landstinget. Regeringen lægger jo grundlæggende vægt på, at vi har en løbende informationsudveksling om de spørgsmål, særligt når det har særlig interesse for Færøerne og Grønland.

Jeg anerkender, at det er en af de situationer, hvor det formentlig kan være vanskeligt, og at man sidder på Færøerne og tænker: Hvad skete der lige der? Men på den anden side er det sådan, reglerne er.

Danmark vedtager den slags i Folketinget, men skal selvfølgelig sørge for den løbende dialog om de her spørgsmål.

Sjúrður Skaale, (JF):  

Nu talte statsministeren om formalia og regler. Og så vil jeg erindre statsministeren om, at Færøernes forhenværende lagmand Jóannes Eidesgaard og Per Stig Møller, udenrigsminister, i 2005 underskrev en erklæring om Færøernes medvirken og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Erklæring siger blandt andet, at:

"I forvaltningen af udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål af betydning for Færøerne er det naturligt, at Færøerne medinddrages og har medindflydelse.

Der er tale om en ægte medinddragelse og medindflydelse med sigte på ligeværdighed i alle spørgsmål hvor Danmark og Færøerne i fællesskab er inddraget."

Altså: Når en sikkerhedspolitisk sag har betydning for Færøerne, så skal Færøerne have medindflydelse. Det har regeringen selv skrevet under på.

Og når Færøerne bliver gjort krigsførende – så er det naturligvis en sag, der har betydning.

Kan statsministeren ikke se nogen uoverensstemmelse mellem det som Per Stig Møller underskrev i 2005 på vegne at regeringen – og så det faktum at Færøerne ikke får mulighed for at sige sin mening før man bliver gjort når krigsførende.

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt):

Når der er situationer, hvor Danmark indgår i væbnede konflikter, så er det sådan, at det skal behandles i Folketinget. Jeg tror, det er vigtigt, at man er meget tydelig og klar på, hvad de juridiske rammer er for en sådan deltagelse. Det er alvorlige sager, og derfor skal man selvfølgelig holde sig til juraen.

Men samtidig er det også sådan, at før vi tager den slags beslutninger, så drøfter vi det, så er der en debat i Nævnet, og der er også mulighed for en debat her i Folketingssalen, og det er selvfølgelig også sådan, at vi giver Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre en orientering. Jeg mener, det er en ordentlig måde at gøre det på, og det holder sig inden for de juridiske rammer.

Ordføreren må tilgive mig, at jeg ikke lige har 2005-aftalen med mig her i dag og kan kommentere direkte på den, men jeg mener faktisk, at den måde, vi håndterer det her spørgsmål på, også giver de færøske og grønlandske medlemmer af Folketinget mulighed for at diskutere de her spørgsmål, eftersom der som regel altid er en debat i Nævnet og også her i Folketingssalen.

Sjúrður Skaale, (JF):

Jeg er medlem af Folketinget, men jeg er valgt af 20 pct. af befolkningen, og jeg repræsenterer ikke Færøerne som helhed. Færøerne har sin egen myndigheder, og jeg er ikke en færøsk myndighed.

Men jeg vil sige at støttede at Danmark gik med i krigen imod IS.

Jeg har også generelt stor respekt for den indsats Danmark yder i verden – både den humanitære, den diplomatiske og – som oftest – den militære af slagsen.

Men grunden til at det har været så vigtigt for USA at få Danmark med i de forskellige aktioner i mellemøsten de sidste år har ikke kun Danmarks rent militære bistand.

Det afgørende for USA er at kunne sige, at også Danmark er med i den alliance af lande, som USA leder.

Det politiske signal vejer meget tungt, og det signal bliver jo langt stærkere, når hele det geografisk meget store rigsfællesskab bliver lagt i USA’s vægtskål, end hvis den kun var Danmark.

Og når nu Færøerne og specielt Grønland giver Danmark den store strategiske betydning – kan statsministeren så ikke se det urimelige i, at disse lande ikke så meget som høres, før de – af den danske regering – bliver spændt for USA’s vogn.

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt):

Først må jeg lige opponere imod det her med, at regeringen er spændt på USA's vogn. Det mener jeg er helt forkert. Vi står over for en rædselsfuld terrororganisation, ISIL. En stor koalition af lande har besluttet sig for at bekæmpe ISIL, også med deltagelse af lande i regionen, og det er naturligt, at Danmark, som føler sig truet af den her organisation, er med til at bekæmpe ISIL, og det opfatter jeg på ingen måde, som at Danmark er spændt for amerikanernes vogn.

Jeg udtaler mig om, hvad regeringen gør, og regeringen opfører sig korrekt i de her diskussioner. Sagerne behandles i Folketinget, det skal de, sagerne behandles i Nævnet og diskuteres selvfølgelig også i Folketinget og under udvalgsbehandlingen, og i den sags behandling er der jo rig lejlighed til, at de fire nordatlantiske medlemmer kan give deres besyv med.

Ud over det orienteres der så efterfølgende, og det er den korrekte måde at håndtere det på. Der er frit slag til at diskutere, om man skal gøre det på andre måder fremadrettet, om man skal ændre de juridiske rammer for det her. Det kan man altid diskutere, men vi følger i hvert fald til punkt og prikke de juridiske rammer, der er, når Danmark indgår i en væbnet konflikt.