Skinnið í tí løgfrøðisligu kistuni

Vi havde en stor debat om Rigsfællesskabet for få dage siden, så jeg vil gøre det ret overordnet i dag.

Talerstolen er til det talte ord. Ikke til gimmicks og hundekunster. Men jeg vil spørge formanden om det er ok at jeg stiller en lille statue her ved siden af vandglasset.

Tak for det.

En anden statue – den lille havfrue – blev jo malet rød i går. I protest imod Færøernes grindedrab. Det var ikke min skyld eller Færøernes skyld – men jeg beklager. Det færøske grindedrab må være irriterende.

For nogle år siden fik alle folketingsmedlemmer hundredvis af blodige protestmails om dagen.

Næstsidste sommer måtte dansk politi bruge ikke så få ressourcer på at holde i ørerne på de sortklædte Sea Shepherd-folk, der nærmest have besat Færøerne.

Og i går: Rød havfrue. Og det standser ikke der.

For mit eget vedkommende vil jeg dog sige, at det vækker en interesse for Færøerne. Det gør at der stilles spørgsmål. Det giver en mulighed for at give folk en viden, som de tydeligvis gerne vil have.

Og viden om Færøerne får folk jo ikke i skolen. Det er i hvert fald ikke obligatorisk.

Det materiale danske elever har om Færøerne, ligger på en temaside på Danmarks læringsportal, emu.dk.

Der står lidt. Tak for det. Men det der står er bl.a. at befolkningstallet på Færøerne falder pga. udvandring. Det var rigtigt engang – men det har været forkert i mange år. 

Der står at når der kommer en grind, inviteres der til ”grindedrabsfest”. Det lyder eksotisk, barbarisk. Som en blodrus. Spændende! Men forkert...

Der står at levende får trækkes ind i butikkerne, hvor de så skydes og slagtes offentligt.

Man ser for sig blodet det sprøjter, og den blodige dødsrus fra grindedrabet der melder sig igen og udfolder sig midt inde i en moderne butik. Det er eksotisk! Det er anderledes! 

Men det er forkert.

Det synes jeg er beklageligt. Det har jeg sagt før. Regeringen har sagt at den er enig. Men der sker ikke så meget.

Så nu vil jeg simpelthen selv lave en lille undervisningstime.

Gårdagens røde havfrue på Langelinie giver anledning til at fortælle, at der også på Færøerne er en statue af en havfrue. Den hedder sælkvinden og den står nede ved søen i ved bygden Mikladalur på Kalsø.

Der står den, fordi det er ved bygden Mikladalur at sælerne en gang om året – midsommernat – kommer op på land, tager sælskindet af sig, viser sig som de kvinder de er, og fester og danser en nat til solen står op, hvor de så igen iklæder sig sit skind, og svømmer ud i havet hvor de er til næste midsommernat.

Men en gang lå en ung mand fra Mikladalur på lur. Og mens sælkvinderne dansede, så han en der var så bedårende smuk, at han måtte have hende. Og han stjal hendes skind.

Da solen stod op ledte hun fortvivlet efter sit skind indtil den unge mand gav sig til kende, og iskold krævede, at hun tog med ham hjem.

Han låste skindet inde i en kiste, og havde altid nøglen hængende i sit bælte, så hun ingen mulighed havde for at flygte. De blev senere gift og fik to børn.

Men en dag, hvor manden er ude og fiske, opdager han at han har glemt nøglen. ”I dag bliver jeg koneløs” råber han til sine bådsfæller, der ror hjem så hurtigt de kan.

Men det er for sent. Da han kommer hjem er kisten åben, skindet væk og børnene leger alene på gulvet. Deres mor havde slukket ilden og fjernet alle skarpe genstande før hun forlod dem. Hun elskede dem jo.

Men havet var hendes hjem. Hun kunne ikke modstå længslen efter det.

Men når hun så kom i havet, var det den omvendte længsel, der pinte hende.

Når børnene de kommende år legede nede ved søen, kunne man nogen gange se en sæl, der med længselsfulde øjne lå og kiggede på dem. Så tæt på – men så uendelig langt væk. I et andet element. I en anden verden.

Hun kiggede på sine børn; de kiggede på hende – men de vidste ikke, at det var deres mor de så.

Historien slutter meget dramatisk med menneskelig hensynsløshed og arrogance, drab, bitterhed og en forbandelse fra sælkvinden der var så voldsom, at folk på Kalsø stadig den dag i dag er ramt af den.

Så fortællingen er sand. Men den rejser også mange spørgsmål og giver mange svar om andre forhold i livet.

Hvis vi fx forestiller os at kvindens sælskind ikke var låst inde i kisten, men hang i skabet - ville hun så være flygtet? Eller var det måske bevidstheden om at hun ikke kunne, der fik hende til at gøre det, da hun fik chancen?

Kan det tænkes at manden gjorte det omvendte af det han burde have gjort for at nå sit mål?

Jeg har været en del nede i Catalonien. Der er opbakningen til løsrivelse fra Spanien vokset fra 10% til 40-50% på få år. Grunden er, at Spanien ikke tillader en catalansk grundlov, der siger, at det catalanske folk har selvbestemmelsesret.

Catalanernes sælskind er låst inde i en spansk kiste. I kan ikke gå nogen vegne, siger regering og højesteret. Men folks politiske ønsker er uafhængige af juridiske bestemmelser. Og catalanernes reaktion er, at hvis de ikke kan – så skal de.

Jeg synes det er naturligt. Frihed drejer sig i høj grad om at vide at man kan noget andet end det man gør, hvis man vil. At føle og vide at man er der hvor man er efter eget ønske.

Hvis man ikke har den følelse, vil man gerne et andet sted hen – selv om det måtte være et værre sted.

Derfor er det i alles interesse, at den færøske nations politiske sælskind ikke låses inde i en dansk kiste, men hænger, fuldt tilgængeligt, ude ved døren. Ellers bliver befolkningen besat af tanken om, at dens skind er låst inde.

Mit eget parti har en gang siden stiftelsen i 1925 været et løsrivelsesparti.

Det var for 25 år siden – i en periode der strakte sig over ... en halv time. Grunden var, at det man politisk ønskede og følte man havde ret til, ikke kunne lade sig gøre. Det politiske skind var låst inde i en juridisk kiste, og det spidsede helt til. – Men kisten blev heldigvis åbnet efter den dramatiske halve time.

Lad os lære af det. Og af hele Europas erfaringer. Og af sælkvinden. Og lade kisten blive stående åben.

--

En åben kiste kræver langt mere af os end en lukket. Den gør, at vi hver dag må være et tilvalg. Den kræver interesse og engagement – og disses forudsætning, nemlig viden.

Fra begge sider.

Det er ikke gavnligt for et frit forhold uden lukkede kister, at danske skoleelever enten intet lærer om Færøerne – eller lærer at færinger er vilde barbarer som i blodrus svinger med deres store knive og slår dyr ihjel både på stranden og i supermarkeder.

Altså gårsdagens blodige lille Havfrue faktisk er en fin beskrivelse af færøsk mentalitet.

--

Jeg kan godt forestille mig, at manden fra Mikladalur, for at holde på sælkvinden, var mere optaget af gemme nøglen for hende, end for at vise hende interesse.

Jeg er sikker på at statsministeren ikke har noget ønske om at gå med nogen nøgle i bæltet.

Jeg er sikker på at han er talsmand for den åbne kistes politik.

Jeg er sikker på at han ved, at denne politik kræver viden og interesse. Det er vel derfor at 29. juli blev gjort til færøsk flagdag.

Men jeg håber at hele regeringen vil anerkende at det ikke er nok at flage.

Gør nu bare lidt undervisning om Færøerne obligatorisk i skolen. Det vil gavne alle.

Det ved statsministeren. Men for at han ikke skal glemme det vil jeg give ham denne lille sælkvinde. Jeg håber den bliver stillet på et synligt sted for at erindre om, at vi må leve op til de krav der følger af den åbne kistes politik.