Sjúrður ikki hótt við at fella donsku stjórnina - 3. viðgerð av donsku fíggjarlógini

Talan, sum Sjúrður Skaale helt á Fólkatingi, tá danska fíggjarlógin var til viðgerðar í dag.

I de seneste uger og dage har en af de mere velinformerede journalister her i huset skrevet, at selv om finanslovsaftalen formelt for længst blev indgået, så har der reelt ikke været noget flertal for den. Journalisten har også sagt at det var mig der, for ganske få dage siden, sikrede regeringen den afgørende stemme nummer 90.

Artiklerne bygger på det matematiske faktum, at når regeringen laver finanslov til venstre, så tæller de danske partier kun 89 mandater. Der er altså brug for mindst ét nordatlantisk mandat for at løfte stemmetallet op på eller over de 90.

Det viser hvor vigtige brikker nordatlanterne er i systemet. Hvis vi havde stemt nej i morgen, så ville der være folketingsvalg i januar.

Det betyder videre at vi KUNNE, hvis vi var rigtig ubehøvlede og kyniske, have sat meget store krav. Og det specielle er jo, at regningen for disse krav skulle betales af danske skatteydere – og ikke vore egne vælgere. Vi kunne altså, hvis vi ikke var de dannede og civiliserede og ordentlige mennesker som vi er, sidde i Folketinget og skrive store regninger ud til danskerne.

Ikke at måtte kræve ind med den ene hånd når man giver med den anden, men at kunne give med begge hænder - det er vel enhver politikers drøm. Og den drøm har vi faktisk mulighed for at leve.

Vi ville blive upopulære i Danmark hvis vi gjorde det – men næppe blandt alle i Færøerne eller i Grønland.

Og forestil jer hvis sidste valg blev holdt nogle få dage senere end det blev, og blå blok have overhalet rød blok. Forestil jer at rød kun have fået 86, og blå 89 mandater valgt i Danmark.

Og forestil jer så at det i 2011 havde været således, som meningsmålingerne tyder på at det kan blive næste gang – nemlig at der kom fire røde nordatlanter.

Så ville rød blok vinde magten – selv om den havde tabt valget. Og så ville fire mandater – fire étmandspartier - der var valgt på nogle helt andre løfter end alle de andre, hver især sidde med muligheden for at stille meget store krav til finansloven.

Danmarks vælgere skulle altså for det første leve med at få end anden regering end den, de havde valgt. Og for den næste skulle de betale en høj økonomisk pris for, at denne regering kunne blive ved magten.

Hvis så rød blok havde syntes at det var for meget at det gode og sagt nej til at indfri kravene – jamen så kunne bare én af de fire være gået til blå blok og sagt: ”Hvis I indfrier mine krav, så får I det halvfemsindstyvende mandat af mig – og dermed magten i Danmark”.

De blå havde været betænkelige, men havde dog sagt ja tak, for det er trods alt billigere at danse med én krævende nordatlanter end fire.

Havi ikki hótt

Disse fabuleringer om de hypotetiske muligheder er som sagt affødt af den nævnte journalists artikler. Jeg gør det fordi den grundlæggende præmis for artiklerne er et interessant og hidtil ikke meget diskuteret faktum: Vi nordatlanter kunne ikke bare have afpresset regeringen i denne omgang – vi kunne i det hele taget have været den rene gift for den politiske system her i landet.

Dette er jo også dette der har affødt en debat i England om, hvorvidt man skal fratage parlamentsmedlemmer fra Skotland muligheden for at stemme i rent engelske sager.

Når det er sagt vil jeg tilføje: Det er ikke således. Jeg har aldrig nogensinde i forløbet op til denne finanslov truet med at stemme imod den.

Jeg har haft nogle gode forhandlinger – eller snarere samtaler – med finansministeren og hans folk, og vi har fundet en fælles forståelse for tingene.

Sådan må det være. Selv om jeg kunne, så ville det være misbrug af mit mandat at udskrive store regninger til folk, som jeg ikke skal stå til ansvar for på valgdagen.

På den anden side – alle mennesker hader følelsen af at blive taget for givet. Og når man er politiker er denne følelse slet ikke til at leve med. Ingen regering kan forlange af noget mandat fra nordatlanten, at vedkommende uden noget modkrav lægger sin stemme i den ene eller den anden vægtskål. Vi sidder her fordi grundloven siger at vi skal. Vi kæmper om at vinde pladserne – og så må man også forvente, at vi også spiller spillet.

Det er forkert at misbruge sit mandat – men det ville være et politisk svigt ikke at bruge det. Vi bør bare gøre det på vores egen ansvarlige måde – under hensyn til, at der i vores lande er en anden finanslov, og at danske myndigheder ikke implementerer nogen lov på Færøerne uden om Færøernes eget parlament.

Vi er nogle specielle medlemmer af denne forsamling, og derfor må der også i det daglige være en helt speciel forståelse mellem os og regeringen. Og det vil jeg, i hvert fald for mit vedkommende sige, at der har været i de sidste uger.

Da meget tyder på at dette er den sidste store debat i denne valgperiode vil jeg også benytte lejligheden til at sige, at der i det hele taget har været en forståelse, som har fået tingene til at fungere. Både fra regeringen, men sandelig også fra oppositionen.

Vi mangler stadig at få løst nogle af de politiske opgaver som jeg og andre nordatlanter har sat på dagsordenen – men det når vi forhåbentlig før der trykkes på knappen.