Sjálv hugsjónin um fólkaræðið er hótt

Videobrot av røðuni hjá Sjúrða Skaale.

“Det er staten, der beskytter os. Staten er den store paraply, som gør at vi kan leve i fred og sikkerhed.”

Sådan sagde en kristen biskop, som jeg sammen med Udenrigspolitisk Nævn besøgte i efteråret.

Staten han talte om – den store beskytter af et kristent mindretal – kaldes Den Islamiske Republik Iran.

Hos os har demokrati længe været et plus-ord. Det, der er demokatisk, er godt. Det, der er udemokratisk, er dårligt.

Sådan har mange også tænkt i mellemøsten. Men nu har de set demokratiet folde sig ud i fx Egypten. Og sporene skræmmer.

For visse grupper er diktaturerne grusomme – men viljen til oprør er ikke så stærk, som den var for nogle få år siden. Flere vil i dag ofre sin personlige frihed, og i stedet gennem sit daglige liv indgå en uskrevet pagt med regimerne til gengæld for sikkerhed og stabilitet.

Også i den vestlige verden er demokratiet det sidste års tid blevet sat op imod de åbenbare fordele, der ligger i den mere autoritære styreform.

I Kina går det godt, vil mange sige. I Kina kan ledelsen tage langsigtede, velovervejede, strategisk beslutninger uden at tænke på den pris der skal betales for disse beslutninger ved næste valg.

I Danmark kunne man ikke vedtage 2025 planen, fordi demokratiets behov for partipolitisk markering kom i vejen.

Også i Rusland kan der planlægges. Den langsigtede ambition om igen at gøre Rusland til en stormagt kan følges uden forstyrrelser fra en kritisk presse og en aggressiv opposition, der ser det som sine formål konstant at pille landets ledelse ned. Og i vesten ser skræmmende mange den stærke Putin som et forbillede.

For i det demokratiske Europa går det ikke så godt. Vi kan ikke så godt planlægge, for vi må bruge kræfterne på at slukke de brande, der stiftes i demokratiets navn.

Og selv om det skulle lykkes at redde det europæiske hus fra Brexit-branden, så kan vi få en Le Pen-brand næste år.

Eingin kós í USA

Vi plejer at se til USA for lederskab – men der har demokratiet lavet så meget kaos, at ingen har idé om, hvad ledelsen mener og vil. Det var ganske ubehageligt at opleve en amerikansk valgkamp, hvor 10.000-vis af vælgere stod og skrålede “lock her up” og hvor både hvor den frie presse og religionsfriheden blev gjort til fjender.

Det var den stærke mand, der blev kaldt på.

Folk kan jo se, at diktaturerne har fast kurs – mens vestens demokratier ligger og tumler rundt som en mand der efter et for langt bodega-besøg fuldstændig har mistet orienteringen.

Vælgerne er vrede og frustrerede. Det har de været før. Men nogle gange er det lykkedes for gode ledere at konvertere vredens energi til konstruktive resultater for de samme vælgere.

Ikke denne gang.

Vi kan tage brexit.

Var det logisk?

Var det rationelt? 

Var det velovervejet? 

Var det gennemtænkt? 

Var der et klart strategisk mål? 

Vidste briterne overhovedet hvad det var, de gjorte?

Nej.

Der var folk der gjorte sig til talsmænd for massernes vrede og frustrationer – men der var og er ikke noget konstruktivt projekt.

Vi kan sige præcis det samme om valget af Trump.

Og om det, der måske vil ske i Frankrig næste år.

Kaos í Íslandi

Demokrati er den mindst dårlige styreform, plejede vi at sige.

Nu er der stadig flere der mener, at der må være en bedre måde at træffe kollektivt gældende beslutninger på, end gennem den møjsommelige, dyre, ueffektive og irrationelle demokratiske proces.

Derfor påligger der alle demokratisker regeringer og alle valgte respræsentanter at bevise, at systemet kan fungere; at det ikke er til for sin sin egen skyld eller for elitens skyld.

Udfordringen er også tydelig internt i Skandinavien.

I Island var deltagelsen ved valget 30. oktober historisk lav.

Det rige land gik konkurs under et demokratisk regime i 2008. Nu er der gået over fem uger siden valget – og man er ikke så meget som i nærheden af at have noget der ligner en regering. Folket har stemt – men ingen har idé om, hvilken kurs der skal holdes de næste år. De mange, der ikke stemte, må i dag spørge sig selv: Hvad ville det have hjulpet?

Problemet er ikke passive vælgere. Problemet er at vælgernes deltagelse er vand på en mølle, der er rustet fast.

Tá fólkaræðið doyði í Rom

Demokratiet som system og endda som idé er i krise.

Og historien fortæller, at det er en megen alvorlig ting.

Den engelske forfatter Robert Harris har skrevet en prægtigt trebindsværk om Cicero – den store filosof og taler, som både oplevede Roms demokratiske storhedstid, og hvordan demokratiet med sine langsommelige processer og interne magtkampe ikke kunne beskytte sig selv, og derfor endte i diktatur og tyranni under Cæcar.

Kort før Cicero bliver henrettet, lader Harris ham sige disse ord:

“Den romerske republik, men sin magtdeling, med sine årlige frie valg, sine retssale og juryer, sin balance mellem senat og folk, sin frihed til tale og tanke, er menneskehedens ædeligste skaberværk, og jeg vil hellere ligge i støvet og kvæles i mit eget blod, end forræde det princip, som alt står på – og det er, først og sidst og altid: lovstyre. (The rule of Law).

Men Cicero blev som bekendt henrettet, og det ædelige skaberværk blev lagt i øde. Det var en historisk tragedie.

Føroyar skulu hava størri rættindi

Så set i det store billede – europæisk, globalt, historisk – står det meget godt til her i landet.

Men ud fra samme, store billede ønsker jeg virkelig, at den nye regering bliver så stærk og så handlekraftig og så optaget af at repræsentere alle vælgerne, at tilliden til institutionerne og de principper de bygger på, forbliver stort. Danmark har brug for denne tillid – og verden har brug for et forbillede.

Det giver regeringen et stort ansvar. Indenrigspolitisk, udenrigspolitisk – og midt imellem: Nemlig når det gælder rigsfællesskabet.

I det store og hele fungerer fællesskabet godt. Og jeg vil også takke den afgåede regering for en fin dialog og vilje til at finde løsninger.

Men at viljen var der betyder ikke, at alle løsningerne er fundet.

Jeg vil snarest sætte mig i forbindelse med socialministeren for at sikre mig, at arbejdet med at fjerne grænsehindringer mellem Danmark og Færøerne fortsætter. Vi er kommet et stykke af vejen – men slet ikke hele vejen.

Jeg vil også rejse spørgsmålet om statens varetagelse af sine opgaver på Færøerne overfor de relevante ministre. Fængselsforholdene er fx ikke gode nok på Færøerne. Det er en af statens pligter, der forsømmes.

Og jeg har allerede sendt udenrigsministeren en række spørgsmål om hans holdning til Færøernes rettigheder internationalt.

Vi har nu den såkaldte DFG-ordning der betyder, at hvor Danmark ikke er repræsenteret, kan Færøerne eller Grønland eller Færøerne OG Grønland repræsentere Kongeriget.

Ordningen baserer sig på princippet og ideen om, at Danmarks Rige er en enhedsstat, som er udelelig og derfor kun kan have een mening og een stemme internationalt.

Hver gang der kommer nye politikere ind på kontorerne i statsministeriet og udenrigsministeriet får de forelagt denne holdning fra embedsværket – og så holder de sig til den i tale og gerning.

Problemet er, at denne politik baserer sig på en formalisme, som er langt væk fra virkeligheden.

Jeg har før nævnt eksemplet med de sanktioner, som EU – og dermed Danmark – indførte imod Færøerne i 2013. Det var et eklatant eksempel på, at Danmark ikke længere er den enhedsstat, som grundloven beskriver – for en enhedsstat kan ikke sanktionere en del af sig selv.

Et andet eksempel er samarbejdet i den organisation, der forvalter fiskebestandene i det nordøstlige atlanterhav, NEAFC. Organisationen er vedkommende for både Færøerne og Grønland – men vi må ikke have hver sin repræsentation, fordi man i udenrigsministeriet mener, at vi så bryder enhedsstaten. Færøerne og Grønland må altså indtage samme holdning for at hindre, at Kongeriget har to holdninger.

Men ved bordet sidder også EU – som blandt andet repræsenterer Danmark.

Danmark har altså allerede to internationale stemmer i denne sammenhæng. Hvorfor kan man så ikke også have tre?

Så vidt jeg har forstået ville de andre medlemmer af NEAFC ikke have noget imod det. Problemet ligger i den danske embedsværk – og i at danske ministre alt for blindt gør embedsmændenes formalisme til sin politik i stedet for selv at tage en politisk beslutning, der baserer sig på virkeligheden og de behov, der er.

Det er regeringens store ansvar at bevise, at demokratiet fungerer – deriblandt demokratiet i Rigsfællesskabet. Og demokratiet fungerer ikke, hvis Færøerne ikke kan forfølge egne ønsker og behov på dette område.

Når man på Færøerne føler at der i København er et system som lever sit eget liv og er til for sig selv og ikke har andet formål end sig selv – så undermineres tiltroen til demokratiet i Rigsfællesskabet.

Så når jeg siger tillykke med den nye regering er det også med et ønske om, at vi i fællesskab vil flytte tingene på dette