”Nassarar!” - ”Kolonialistar!”

Røða hildin á Fólkatingi 29. apríl 2014

For 16 år siden - i 1998 - lagde Færøernes landsstyre sag an imod den danske regering med krav om en kæmpe erstatning.

Det var kulminationen på en strid, der gennem halvfemserne forgiftede forholdet mellem landene.

Bankerne på Færøerne gik konkurs - og landsstyret lånte penge af staten for at holde dem i live. Gennem disse låneaftaler satte regeringen hjemmestyrets myndigheder til side, og tvang sin politiske vilje igennem.

Men banker og sparekasser var dansk anliggende - og en af bankerne var endda en filial af Den Danske Bank.

Dens kolossale tab blev konverteret til offentlig færøsk gæld da Regeringen - efter alt at dømme efter lyssky samtaler med Den Danske Bank og Finanstilsynet - under falske præmisser tvang Landsstyret til at overtage denne økonomisk syge del af Den Danske Bank.  Straks efter overtagelsen væltede skeletterne ud af skabet.

Pressen afdækkede hvad der var sket - men regeringen nægtede at iværksætte den dommerundersøgelse af sagen, som de færøske myndigheder krævede. I stedet fik Jørgen Grønborg opgaven at lave en advokatundersøgelse. Det var med den som baggrund, at landsstyret tog det drastiske skridt.

Før der faldt dom, blev der i 1998 indgået en aftale, hvor Færøerne fik en erstatning med en samlet værdi på over to milliarder.

Háð og spott

Men den skete skade var stor. Og den bestod ikke kun i en fundamental mistillid mellem danske og færøske politikere.

På Færøerne blev danskere omtalt som nykolonialister, og i Danmark blev færinger omtalt som ansvarsløse dumme, ødsle og forkælede børn, hvis uansvarlige beslutninger danske skatteydere måtte bøde for.

Nogen husker måske det stort opsatte hovednummer fra cirkusrevyen i 1998, hvor Ulf Pilgaard i færøsk folkedragt på elegant vis opsummerede stemningen:

"Vi er et stædigt folk med en sund appetit / for skattesvindel og smuglersprit / (...) et stolt og stædigt folkeslag / hvis urgamle kampråb lyder: Vi vil ha! / Og vores øer / og jeres tegnebøger / er forbundet med verdens længste sugerør. / Vi vil bara ha' en fiskekutter hver / og ha' lov at sende regningen til jer. / Og så vil vi respekteres som de ansvarsløse og forkælede børn vi er."

Opbakningen til rigsfællesskabet faldt i disse år drastisk på Færøerne – og uden tvivl også i Danmark.

Hvad kan vi lære af det? Hvorfor gik det så galt?

Først og fremmest var fejlen vel at myndigheden til at disponere og det formelle ansvar lå hver sit sted. Det første på Færøerne – det andet i Danmark.

Så længe det gik godt ville regeringen ikke bruge sin formelle myndighed og sin viden til at gribe ind – og da det gik galt gik den ud over sine formelle beføjelser, og misbrugte sin position som den stærke part.

Denne svære balancegang mellem at holde fingrene væk og at blande sig på de fællesområder, hvor man har ret og pligt til det, kan gøres nemmere, hvis der er en løbende dialog og deling af information mellem parterne.

Og visse fejl i systemet har man efterfølgende delvis rettet op på. Færøske myndigheder får nu lidt bedre indsigt i de færøske bankers forhold. Der er også etableret faste møder mellem lederne.  For de fleste tager de sig ud som hyggesnak, men de giver dog mulighed for at drøfte de kriser, der måtte være under opsejling.

Vantandi vitan

Men det, der skabte den lidt ubehagelige folkelige stemning, er der ikke ændret ved.

Der var i 90’erne begrænset viden blandt danskere om Færøerne, og derfor kom avisartiklerne om krisen – nogen gange hårde men korrekte, andre gange ekstremt fejlagtige og overdrevne – til at danne hele grundlaget for mange danskeres viden om og holdning til Færøerne. Derfor var det ikke så sært når en vittighed sagde, at man blot skulle skyde en færing hvis man ville spare i skat.

Som en undersøgelse jeg fik lavet i fjor viste, så er manglen på viden der stadigvæk.

Den kan komme til udtryk som fordomme – men den kan også komme til udtryk som overdreven forståelse.

Forfatteren Martin A. Hansen sagde i sin tid om danskernes holdning til det nordatlantiske frændefolk, at "Der eksisterer en slags messiasfølelse hos mange moderne danskere: Frem for alt, forståelse. Det er jo storartet. Men superforståelsen er tit åndeligt lad, gider ikke sætte sig ind i tingene, men skynder sig at forstå. Hvad der er uden stolthed, tilmed påtrængende for den anden part, eller - hvis der hverken er reel viden eller indsats deri - opfattes som bare omsvøb. Megen venlighed uden viden, det tager sig lidt farisæisk ud, faderligt, typisk for stordanskere."

Undskyld mig, men nogen gange oplever jeg lidt denne overdrevne venlighed og forståelse her i huset.

I sin bog om muhamedstegningerne – ”Tavshedens tyranni” – taler Flemming Rose om ”de lave forventningers racisme”. Han påpeger, at når man ikke tør være lige kontant over for visse grupper som andre, så behøver det ikke være et udtryk for respekt. Det kan også være udtryk for en nedladende og faderlig holdning om, at gruppen ikke er lige robust som andre.

Så samtidigt med at jeg sætter pris på den forståelse der vises Færøerne her i huset – så håber jeg ikke at den er udtryk manglende viden eller engagement.

Før jeg vil siger lidt om samarbejdet med regeringen vil jeg derfor gøre klart, at når der nogen gange fra specielt Enhedslistens Finn Sørensen og Dansk Folkepartis Søren Espersen kommer lidt karske bemærkninger om færøske forhold, så bliver jeg hverken fornærmet eller stødt. Jeg ser det tværtimod som tegn på engagement og respekt.

Det ville også være gavnligt hvis man fra dansk side sagde hvorfor man ønsker rigsfællesskabet. Man har ikke svært ved at sige hvorfor man ønsker – eller ikke ønsker – at være med i EU. Man burde være lige konkret og ærlig når det gælder rigsfællesskabet.

Røtt støðutakan í ES-stríði

Forholdet mellem mig og regeringen har været i overhængende fare for at gå helt galt. Dansk og færøsk erhvervsliv har jo haft diametralt modsatte interesser i den store strid om Nordatlantens vandrende fiskebestande.

Men Regeringen forstod, at hensynet til rigsfællesskabet måtte komme i første række. Det kvitterer jeg for.

Oven i selve striden om fordelingen ønskede Færøerne så at lægge sag an imod EU – både i den Internationale Havretskonvention og i WTO. Da Danmark repræsenterer Færøerne i disse fora, måtte det ske i Danmarks navn.

Også her har regeringen vist den nødvendige Behändigkeit, og givet Færøerne fuldmagt til i Danmarks navn at føre sag imod EU – og derfor også imod Danmark.

Den britiske regering ville næppe give til Skotland sådan en fuldmagt. Finland ville ikke give den til Åland. Og Spanien ville slet ikke give den til Catalonien.

På den måde fungerer rigsfællesskabet meget godt. Men kravene er høje, for den dag det ikke fungerer til UG, fungerer det slet ikke.

Nu er der som bekendt indgået en aftale, hvor EU indrømmer, at Færøerne har ret til det, som man hele tiden har krævet. Alle de højtstående politikere og erhvervsfolk, som i fire år har kaldt færinger for pirater, tyve og barbarer, må æde sine ord i sig.

Færøerne ville formentlig have vundet kampen uanset hvad Danmark havde gjort – men hvis regeringen ikke var indgået i åben dialog om sagen og hvis ikke man derefter havde taget det standpunkt man gjorde, så ville vi dag stå med en meget dyb krise mellem Færøerne og Danmark.

For mig ville det i så fald naturligvis have været politisk umuligt fortsat at støtte regeringen.

Så alt det forløb vil jeg kvittere for.

Politiskur vilji avgerandi

Jeg er også veltilfreds med de løsninger vi har fundet på en lang række andre sager, der ikke har været så omfattende, men dog har stor betydning for dem, de drejer sig om.

Når det gælder den formelle ramme om rigsfællesskabet har jeg flere gange sagt, at der er behov for en ordning, der – i klar modsætning til den danske grundlov – for det første genspejler virkeligheden, og for det næste giver andre udviklingsmuligheder.

Men den diskussion tager vi, når forslaget til færøsk grundlov igen bliver fremsat.

Ingen formel ordning kan dog erstatte de politiske bestræbelser på at få tingene til at fungere. Det er med dem der afgør, om ordningen består eller falder. 

Sjúrður Skaale