Kann annar armurin á einum manni vera dømdur í fongsul?

(Tala undir orðaskiftinum um ríkisfelagsskapin á Fólkatingi 20. mai).

Der har været en del kommunikation om forslaget til vedtagelse efter dagens debat, og alle nordatlanterne er ikke med. Derfor vil jeg derfor først sige hvorfor jeg på vegne af mit parti vender tommelfingeren op.

Det gør jeg, fordi jeg oprindeligt havde to ønsker til ændringer, som begge er imødegået.
For det første synes jeg det er vigtigt at Folketinget med denne vedtægt siger, at Fámjin-erklæringen, som bestemmer at Færøerne skal inddrages i alle udenrigspolitiske forhold der har betydning for Færøerne, skal tages alvorligt.

For det andet er det vigtigt at Folketinget anerkender Færøernes ret til egen forfatning UDEN at kræve, at den skal ligge inden for grundlovens rammer.

Det må jeg lige sige lidt om.
Færøerne har faktisk en forfatning allerede nu. Den regulerer de politiske institutioner på samme måde, som grundloven regulerer disse institutioner i Danmark.

Det er der behov for, for der er tale om to forskellige politiske systemer. Og grundloven siger intet om Færøernes politiske system.
Nu er der behov for, at denne færøske forfatning udbygges, så den bedre beskriver Færøernes reelle stilling i rigsfællesskabet samt nedfælder en holdning, som formentlig over 90 % af Færøernes befolkning deler: Nemlig at det færøske folk er landets øverste myndighed.

Det siger grundloven ikke, og derfor var det vigtigt for mig at der i forslaget til vedtagelse ikke stod, at en færøsk forfatning skal ligge inden for grundlovens rammer, men inden for rigsfællesskabets rammer.

For rigsfællesskabet er langt større og rummeligere end grundloven. Grundloven er en delmængde af rigsfællesskabet.

Som jeg har påpeget 1000 gange: Når man på Færøerne har egen lovgivningsmagt, eget skattesystem, egne udenrigspolitiske relationer osv. osv. - så kan man ikke, uanset hvordan man vender og drejer det, få det til, at grundloven beskriver rigsfællesskabet eller er rammen om det.
Grundloven siger intet om rigsfællesskabet. Intet. Ikke ét ord.

Alligevel har regeringens embedsværk med både mulige og umulige krumspring og fortolkninger på den ene side forsøgt at gøre grundloven langt større og videre end den er, og på den anden side at krympe virkeligheden så meget, at den kan klemmes ned i grundloven.
Men der er tale om et konglomerat. En sammensætning af ikke sammensættelige elementer.

Rent teoretisk har det kunnet lade sig gøre fordi man har bevæget sig ud i denne næsten science-fictionagtige form for jura.
Men efter det der skete i 2013-2014 kan man end ikke med de vildeste krumspring få det til, at Danmark er den enhedsstat, som grundloven beskriver.

For når EU iværksatte alvorlige sanktioner imod Færøerne med den begrundelse, at Færøerne ikke levede op til sine folkeretlige forpligtelser – så var det en formel anerkendelse af, at selv om vi udgør et og samme kongerige, så er Færøerne og Danmark også hver sin størrelse.

Man kan altså ikke med folkeretlige begrundelser sanktionere en del af en enhedsstat.
Det ville svare til, at en domstol dømte en persons ene arm i fængsel. Det kan man ikke. Enten bliver hele personen dømt – eller bliver han ikke dømt.
I dette tilfælde blev situationen endnu mere absurd af det faktum, at Danmark som del af EU var med i sanktionerne.

Og en enhedsstat kan altså ikke iværksætte folkeretligt begrundede sanktioner imod en del af sig selv.

For at bruge billedet fra før: En dommer kan ikke dømme en del af sig selv i fængsel.
Så lad os glædes om, at Færøerne og Danmark er to forskellige lande, som er i et meget tæt og velfungerende fællesskab, som vi kalder rigsfællesskabet. Det er et fællesskab, som bygger på politisk forståelse. Det rent juridiske indhold skifter fra tid til anden.

De færøske partiledere mødes i dag for at tale om hvordan forfatningsarbejdet kan lægges til rette. Det er mit partis klare holdning, at det skal ligge inden for rigsfællesskabets rammer. Vi vil altså bygge på den forståelse, som har gjort vores fællesskab til den succes, det er blevet.

Grundloven gælder naturligvis også i hele riget, men på visse områder er Færøerne vokset langt ud over dens rammer. At sige noget andet er simpelthen omsonst.

Jeg forstår godt embedsværket. Dets opgave er at få paragrafferne og de formelle rammer at passe til virkeligheden.

Men det er politikernes opgave at skabe virkeligheden og at skabe de formelle rammer. Derfor blev jeg skuffet da statsministeren i sin redegørelse satte lighedstegn mellem rigsfællesskabet og grundloven. For han ved at det ikke er rigtigt.

Jeg blev også skuffet over at justitsministeriets embedsmænd har eneret til at fortolke grundloven. For det betyder, at disse embedsmænd også har eneret til at bestemme, hvad man kan og ikke kan.

Hvis dette have været gældende siden 1948 ville der ikke være noget rigsfællesskab i dag.

Fællesskabet består netop fordi man politisk gang på gang har gjort ting, som embedsværket sagde at man ikke kunne.

Innihaldið avgerandi Langt, langt vigtigere end de formelle rammer om fællesskabet er dog dets indhold. Det er det der bestemmer hvad det er for noget og hvad folk synes om det.

I maj 2014 besluttede en enigt folketing at der skulle arbejdes systematisk for at fjerne grænsehindringer inden for rigsfællesskabet.
Vi har siden i fællesskab lavet en liste med 17 hindringer inden for Kongeriget og fire nordiske.
Vi har fået to af listen – og to andre er på trapperne.

Dette er for lidt efter to år, men jeg håber og tror at vi får sat langt flere flueben når vi har denne debat om et år.

Det vigtigste er at vi får en ordning der gør, at man kan få tildelt administrative cpr-numre mens man bor på Færøerne. Det vil i sig selv fjerne flere af de 17 hindringer. Den sag er der gang i og det bliver næsten pinligt hvis vi er blevet så meget ofre for egne systemer, at vi ikke får den løst.

Jeg kvitterer for regeringens vilje til at arbejde for dette.

Arktis Landsstyret takkede nej til at være med i en undergruppe om Arktis da den nye rapport om Danmarks udenrigspolitik blev skrevet. Jeg synes det var uheldigt, men det skyldtes delvis at indbydelsen kom lige efter det færøske valg.

Uanset hvad årsagen er, så synes rapporten på skift at tage udgangspunkt i to størrelser: Danmark – og Rigsfællesskabet. Hvilken betegnelse der anvendes bestemmes af hvad der tales om. Når næsen vender mod syd hedder det Danmark, og når den vender mod nord hedder det rigsfællesskabet.

Jeg synes sådan set at det er helt naturligt, for Danmark og rigsfællesskabet er, som sagt, ikke helt det samme.

Men gennem hele rapporten er det som om man mener, at delmængden, Danmark, og helheden, rigsfællesskabet, har det hele til fælles. Og der tales om rigsfællesskabets fælles interesser i nord – som om det var en selvfølge.

Men interesserne er ikke altid de samme – som både makrelstriden med EU og Færøernes eksport af madvarer til Rusland jo viser.

Danmark og Færøerne er altså sammen, men samtidig forskellige størrelser med interesser, der også kan være forskellige. Det er en udfordring – og den nævnes slet ikke i rapporten.

Det undrer mig også at aftalen fra 2005 om Færøernes inddragelse i udenrigspolitikken heller ikke nævnes. Men så er det jo godt at Folketinget med dagens vedtagelse klart tilkendegiver, at den skal håndhæves.

Selv om interesserne kan være forskellige, så har vi også – og som oftest – store fællesinteresser. I Arktis kan 1 + 1 + 1 kan give mere end tre hvis Grønlands enorme område, Færøernes placering midt på en af fremtidens vigtigste sejlruter og Danmarks langt større diplomatiske styrke kan udnyttes i fællesskab.

Men hvis der kommer interessemodsætninger, så må det altså være Grønlands og Færøernes behov det står forrest, da det jo er disse lande der giver Rigsfællesskabet en stemme i arktisk sammenhæng.

Derfor er jeg også yderst tilfreds med forløbet omkring den erklæring om miljøbeskyttelse i Arktis, som de fem nordiske statsministre sammen med Barack Obama udsendte efter mødet i Washington for en uge siden.

Der var ønsker om, statsministrene skulle støtte idéen om at oprette store reservater i Arktis, der skulle være totalfredet for fiskeri og anden økonomisk aktivitet. Men jeg har forstået at bl.a. Danmarks statsminister blokkerede for, at dette kom med i aftalen. Og jeg noterede mig at han på det efterfølgende pressemøde sagde, at "Vi skal passe på Arktis, men vi skal også vide at der er en interesse for kommerciel aktivitet".

Tak for det. Det er meget vigtigt. Og jeg tager det som et udtryk for, at det er de nordatlantiske interesser der er bestemmende.

De retningslinjer der i disse år lægges for fremtiden i denne del af verden må aldrig styres af lande og organisationer, som i stedet for en bæredygtig udvikling har som mål, at der slet ikke skal være nogen udvikling.

Og det er der helt klart en fare for. Vi har jo set hvordan udviklingen blev i hvalfangstorganisationen IWC, der blev overtaget af interesser som slet intet havde med hvalfangst at gøre, og endte med at arbejde for, at hvalfangst enten skal stærkt begrænses eller forbydes – uden faglige argumenter.

En ambitiøs miljøpolitik har naturligvis uhyre stor betydning for Arktis. Ja, mere end for de fleste andre områder. For Arktis er verdens håndvask. Hver gang der åbnes et kulkraftværk i Kina, so fører luftstrømningerne forureningen til Arktis, hvor den falder ned. Samme mekanisme gør sig gældende når det gælder havforurening.

Men at lukke for al økonomisk aktivitet i store dele af selve Arktis er ikke på nogen måde en løsning.
De mennesker, der bor i området, har præcis samme ret til udvikling som alle andre - og ingen har større interesse i, at al aktivitet skal følge meget stærke miljømæssige regler.

Der skal investeres i Arktis – bl.a. netop for at sikre udvikling, fred, sikkerhed og miljøbeskyttelse.

Det er helt klart i Grønlands, Færøernes og Danmarks interesse.

Også det fremgår af regeringens forslag til vedtagelse, og det er også en af grundene til at det bliver et ja fra mig.

Men jeg gør det altså fordi når der står rigsfællesskabet, så betyder det rigsfællesskabet – det betyder ikke grundloven.