Nýggjar marknaforðingar ímillum Grønland og Føroyar?
(Røða hildin undir byrjanarorðaskiftinum 5. oktober 2017)
På første side i Historien om et bebudet mord lader Gabriel García Marques ikke læseren være i tvivl om, hvad der kommer til at ske på sidste side: Hovedpersonen bliver slået ihjel.
Og det er ikke bare læseren der ved det – alle
de centrale personer i romanen ved det også. Ingen ønsker det. Men ingen griber ind. Det er
som om, at skæbnen er et tog som kører fra A til B – hvor B ligger ude over
afgrunden. På grund af de stærke sociale regler, stoltheden og forfængeligheden
er der ingen, der standser toget. Den ene hændelse avler den anden som om det
var naturens gang.
Hvor ofte sker det ikke i livet – i det små og
i det store? Hvor ofte føles hverdagen ikke som et manuskript, der er skrevet i
forvejen. Hvor ofte oplever vi ikke at een forkert handling afføder den næste og
den næste - indtil det går helt galt?
Begivenhederne i Catalonien i søndags, var
historien om et bebudet mord.
På bogens første side er vi i 2010 – dengang
den spanske højesteret valgte at suspendere det selvstyre, catalanerne havde opnået
gennem forfatningen fra 2005.
Det der skete i søndags var den eneste mulige
konsekvens af det, det skete i 2010.
Hver dag i syv år har alle vidst det. Mange
har kunnet gøre noget ved det. Ikke mindst den spanske regering. Men ingen har
gjort noget. Toget fik lov til at køre – ud over afgrunden.
Logikken i det politiske spil er, at de
spanske nationalister bliver stærkere når de sætter sig hårdt imod de spanske
nationalister.
De catalanske nationalister bliver stærkere,
når de nægter at bøje af overfor centralmagten i Madrid. For dem har konflikten
betydet, at opbakningen til catalank løsrivelse på syv år – altså siden første
side i bogen – er gået fra 10 til vel over 40%. Og efter i søndags sikkert mere
end det.
Det handler om økonomi og politisk magt – men i
stadig højere grad handler det om identitetspolitik. Den ene nationalisme mod
den anden. Det ene flag mod det andet. Og når en konflikt får den karakter, så
er den, som historien viser, livsfarlig.
Desværre var søndagens begivenheder næppe denne
bogs sidste side. Det bliver værre.
Men hvorfor blev bogens første side skrevet?
Det blev den, fordi det spanske nationalistiske
regeringsparti PP helt grundlæggende har misforstået hvad sammenhængskraften i
en demokratisk stat består af.
En almindelig definition af en stat er, at
staten er den, der har voldsmonopolet i et samfund. Det er korrekt – men det er
ikke nok. I et demokrati må staten også have legitimitet.
Og selv om den spanske stat har voldsmonopolet
i Catalonien – som vi så det i søndags – så har den ikke legitimiten. Derfor er
sammenhængskraften væk. Og derfor opfattes voldsmonopolet sum illegitimt. Da
Guardia Civil bankede catalanske vælgere, bankede de i politisk betydning den
spanske stats demokratiske legitimitet i Catalonien til døden i manges sind.
I Madrid henvises der til grundloven. Den
giver legalitet. Men den giver ikke i sig selv legitimitet.
I en stat hvor der kun er en nation, er forholdene enkle. Voldsmonopolets legitimitet kommer næsten af sig selv, fordi den samfundsmæssige sammenhængskraft er so stærk. I stater som den spanske, hvor der er flere nationer, er det mere kompliceret. Der må den centrale magt hele tiden have sig for øje, at alle skal føle staten som sin.
Ríkisfelagsskapurin
Danmark er også er stat med flere nationer. Og
derfor kan lære af den forudsigelige historie, der nu udspiller sig på den
ibiriske halvø.
Danmark har en grundlov. Dens legalitet gælder
naturligvis på Færøerne. Men der er dens legitimitet ikke så stærk for den er
aldrig vedtaget af det færøske folk. Derfor ville det være historien om en
bebudet konflikt, hvis man fra statens side hårdt og kontant håndhævede
legaliteten.
Det har man ikke gjort. Færøerne har fået lov
til at udvikle sig efter egne ønsker og behov med egne myndigheder, egne love,
egen økonomi. Og se – det er også en forudsigelig historie. Den ender i det meget
gode forhold vi har i dag.
Præcis som catalanerne ønsker mange færinger
en egen forfatning. Der er i øjeblikket en sund diskussion om dens indhold. Om
politisk system. Om rettigheder. Om værdier.
Regeringen i København har haft forslaget til
høring – og givet tummel op. Hvis man – som spanierne – havde dyrket
legaliteten, kunne man nemt have fundet grunde til at vende tummelen ned.
Den har man ikke gjort. Tak for det. Og tak
til statsministeren for det, han sagde om den sag i tirsdags.
Jeg ved ikke hvordan det kommer til at gå –
men hvis man på Færøerne får vedtaget en forfatning der ligger indenfor
rigsfællesskabets vide rammer, så er det ikke bare demokratiet på Færøerne, der
bliver styrket. Så bliver rigsfællesskabets legitimitet også styrket. For jo
mere man kan være sig selv inden for rammerne, jo stærkere bliver rammerne. Jo
stærkere Færøerne bliver, jo mere ligeværdigt og dermed stærkere bliver
forholdet mellem Danmark og Færøerne.
Mit kendskab til partierne her i salen siger
mig, at det i hvert fald ikke bliver her, at legaliteten vil blive sat over
legitimiteten i denne diskussion.
--
Der er mange der var til Rolling Stones i går.
I 1975, da Mick Jagger var 32, sagde han: “Jeg vil hellere ville være død end
stadig synge Satisfaction når jeg er 45”.
Han var ved at blive træt af den 10 år gamle
sang.
Nu er Jagger 74. Og hvordan lød det i går i Parken? "I can't get no... satisfaction". En ny variant – men samme sang. Og som i Parken, således også her på talerstolen. Folk holder forskellige varianter af den samme tale – igen og igen. Sådan er livet. Gentagelse, gentagelse, gentagelse. Det jeg lige har sagt – det har jeg også sagt før i andre varianter.
Men det er fordi det er vigtigt. Igen og igen
må vi skrive de rigtige ting på historiebogens sider. Det bliver ikke til en spændende
thriller – men det bliver til en god virkelighed.
--
På det mere konkrete plan: Vi kommer til at
overtage persons-, familie- og arveretten det kommende år. Jeg er sikker på, at
hvis vi holder os til den pragmatiske tilgang, so kommer det til at ske i et
fint samarbejde.
På finansloven er bloktilskuddet stadig fastfrosset. Heller ikke det er spændende eller revolutionært – men fastfrysningen gentaget så mange gange, at den har fået betydning. Den er led i en langsom tilpasning hen imod en selvbærende færøske økonomi. Vi ved ikke hvad fremtiden bringer – men vi skriver hver dag en ny første side i vores bog. Vi kan i dag undgå at skrive noget, som helt sikker vil skabe en ulykke i fremtiden.
Og det synes jeg, vi gør. Det er ikke specielt
spændende – men det er vigtigt.
--
Til aller sidst:
Folketinget er det parlament i riget, hvor
alle tre lande er repræsenteret. Fra alle tre sider har vi de sidste år
arbejdet på at fjerne grænsehindringer indenfor Rigsfællesskabet.
Derfor blev jeg lidt overrasket da jeg i
Sermitsiaq i forgårs læste, at Grønlands fiskeriminister er på vej med en
bekendgørelse der siger, at fra 2020 skal 90 % alle officerer på grønlandske
skibe have boet i Grønland i to år.
Dette kommer først og fremmest til at ramme
færinger som jo i øjeblikket besætter mange af posterne.
I steder for at fjerne grænsehindringer i
rigsfællesskabet, vil man sætte en berlinmur ned mellem det grønlandske og det
færøske arbejdsmarked. Mellem grønlandske rederier, og færøske officerer.
Dette er ikke en sag for Folketinget – men da
Folketinget er det parlament, hvor alle er med, og hvor man også fra grønlandsk
side igen og igen har talt om vigtigheden af at fjerne grænsehindringer
indenfor rigsfællesskabet, vil jeg dog tillade mig herfra indtrængende om at
bede det grønlandske landsstyre om at besinde sig.
De omtalte færinger betaler skat i Grønland.
De kommer med ekspertise til Grønland. De har været og er gode for Grønland. De
holder af Grønland. De udelukker ikke noget – hvilket ses ved det støt stigende
tal grønlandske officerer.
Så, jeg håber man besinder sig.
