Felagsskapur og sjálvræði - Endaorðaskiftið 2014

Felagsskapur er fortreytin fyri friði og stabiliteti. Men í tráanini eftir sjálvræði er stór og góð megi. Kynstrið er at finna javnvágina millum hesi bæði. Bæði í ES og Ríkisfelagsskapinum

(Røða hjá Sjúrði Skaale undir endaorðaskiftinum á Fólkatingi 10. juni).

En af årets største filmoplevelser har været "The Grand Budapest Hotel" af Wes Anderson.

Den er inspireret af Stefan Zweigs forfatterskab, og vil forhåbentlig vække interessen for det – for er der noget Europa har brug for i disse dage, så er det den gamle wienerforfatters tankegods.

Efter at have set filmen genlæste jeg Zweigs mesterværk Verden af i går hvor han først beskriver det Europa han voksede op i og siden hvordan alt det han værdsatte blev knust i første verdenskrig. Derefter glæden over den materielle og åndelige genrejsning, og til sidst hvordan hans genbo gennem en periode - Adolf Hitler - fik støtte til at knuse alt nok en gang.

"Alle apokalypsens blege heste er stormet gennem mit liv", siger han. "Revolution og hungersnød, inflation og terror, epidemier og emigration. Jeg har set store masseideologier vokse frem og udbredes for mine øjne: Fascismen i Italien, nationalsocialismen i Tyskland, bolsjevismen i Rusland og frem for alt ærkepesten nationalismen, som har forgiftet vor europæiske kulturs blomsterfylde. Det blev min lod at stå som værgeløst og magtesløst vidne til menneskehedens ufattelige tilbagefald til det, man forlængst troede glemt: Barbariet med antihumanitet som bevidst og programmatisk dogme".

Zweigs erklærede formål med livet var, "at aflokke livets grove materie det fineste, det blideste, det subtileste, det har, gennem kunst og kærlighed". Krigens formål - eller i hvert fald dets konsekvens - er det modsatte. Og det der gør det så urovækkende at læse hans beretning er, at ingen så de to krige komme.

Første verdenskrig - hvor kom den fra? Nazismen, kommunismen - hvordan kunne det lade sig gøre? Det kunne ikke lade sig gøre. Men det skete. Og en fællesnævner for alle masseideologierne var altså den vulgære nationalisme.

Stefan Zweig var ikke direkte aktiv politisk, og man skal i hele taget være meget varsom med at drage store kunstnere til indtægt for politiske holdninger. Men en drivkraft i hele hans virke var idéen om "det åndeligt forenede Europa". Og forudsætningen for den åndelige forening er vel den politiske og økonomiske forening.

Derfor tror jeg, at Stefan Zweig ville have været glad for EU. Ikke alle de praktiske forhold, men princippet om det tætte samarbejde - og på visse områder direkte integration - der gør os så afhængige af hinanden, at nationalismen ikke kan blusse op uden også at ramme dem, der tænder dens fakkel.

At de kræfter i Europa - først og fremmest Front Nationale og UKIP - der ønsker at genrejse grænserne og trække store lande ud af EU, fik så stor opbakning ved EU-parlamentsvalget viser, at de erfaringer vores verdensdel gjorde i sidste århundrede, allerede er ved at fordampe ud af den kollektive bevidsthed.

Det er i sig selv sundt at de etablerede partier og strukturer bliver udfordret, men når så mange vil gøre op med selve idéen med EU - så er der behov for at lytte til og videreformidle ånden bag "The Grand Budapest Hotel" og andre klarsynede røster.

---

Men selv om EU er nødvendigt, så er alt ikke fornuftigt som de politikere gør, der i øjeblikket forvalter EU's magt.

Det var forkert at man tog sig ret til at iværksætte sanktionerne mod Færøerne. Den danske regering har efter omstændighederne forsøgt at være Færøernes medspiller, men det var også forkert af regeringen ikke at stemme nej, men undlade at stemme, da EU tilvejebragte det instrument, der gav unionen hjemmel til denne form for folkeretligt mere end tvivlsomme magtanvendelse.

Efter en lang, sej kamp ophæves sanktionerne formentlig i denne uge.

Jeg er lidt stolt af at man fra færøsk side for det første havde nerverne til at holde fast og ikke lod sig bøje, selv om presset var enormt og prisen meget høj - og for det andet havde modet til at rejse de to internationale sager imod EU, der uden tvivl har været med til at få Kommissionen til at bøje sig.

Det er jeg lidt stolt af, fordi Færøerne har ikke kun kæmpet for sig selv. Det må ikke blive således i Europa, at magt er ret. Det er bl.a. det, den Europæiske Union skal forebygge. Når unionens ledere selv lader retssikkerheden og argumenternes kraft vige og den politiske og økonomiske magt vinde, så forbryder de sig imod selve EU's idé og legitimitet.

I dette tilfælde har Færøerne, der står udenfor EU, været i bedre samklang med Stefan Zweigs ånd og målet om et forenet Europa, end selve Kommissionen i Bruxelles.

--

Det er også forkert når repræsentanter for EU taler om, at det de kalder ”nationalismen” i fx Skotland, Flandern, Baskerlandet og Catalonien udgør en ”trussel” mod EU.

Hvis befolkningerne i disse lande ønsker at oprette egne stater og at blive medlemmer af EU i eget navn, så er det deres ret – hvis de ellers opfylder betingelserne.

Det er i virkeligheden – hvert fald i visse tilfælde - de centrale regeringer, der kan kaldes nationalistiske i ordets negative forstand. Det er fx ikke selvstændighedsbevægelsen i Catalonien der repræsenterer den vulgære nationalisme, men regeringen i Madrid, når den nægter at anerkende catalanernes ret til at vælge sin egen kurs. Og i det omfang EU kommissionen i dette spørgsmål støtter den spanske regering, er også den skyldig i anti-europæisk virksomhed. Hvis vi med ”europæisk” altså forstår det, som Stefan Zweig talte om.

EU’s succes beror på, hvor godt man er i stand til at håndtere balancegangen mellem fællesskab og selvbestemmelse.

Man må i sin higen efter bedre integration ikke overse, at trangen til at være sin egen herre og repræsentere sig selv er dybfølt, den er i sit udgangspunkt en positiv følelse og kraft, og mennesker er villige til at ofre meget for at realisere den. Som eneboeren Bjartur siger i Halldór Laxness’ store roman Frie mænd: ”Det er bedre at sætte fødder under eget bord end at spise kød”.

Spørgsmålet er altså ikke kun hvad der står på bordet og hvem der sidder ved bordet – det er også væsentligt hvem der ejer bordet.

Hvis denne trang til selvbestemmelse undertrykkes fra EU’s side, kan det gå grueligt galt i unionen. Derfor burde alle EU-venlige regeringer sige fra over for fx Spaniens trang til at gøre netop dette. EU bør være folkenes fællesskab – ikke kun staternes fællesskab.

--

En undersøgelse jeg for nylig har fået foretaget viser, at et flertal af den færøske befolkning ikke ønsker en tættere tilknytning til EU.

En grund er naturligvis at unionen i så høj grad er en klub for stater, og det har desuden uden tvivl påvirket resultatet at undersøgelsen blev lavet i skyggen af sanktionerne. Men der er alligevel ingen tvivl: Det er i øjeblikket ikke den vej, man ønsker at gå.

Jeg er ikke enig med dette flertal, men sådan er det jo. Man må stå ved sit som politiker – men man må også rette ind overfor befolkningens flertal.

På den anden side finder et klart flertal det vigtigt, at Færøerne forbliver i rigsfællesskabet.

Og derfor bør vi sørge for, at fællesskabet fungerer så godt som muligt i praksis. Diskussionen om fællesskabet bør ikke kun være en tenniskamp hvor den ene er for og den anden er imod. Vi bør også bestræbe os på at gøre det, der er, så optimalt som muligt. Det er grunden til, at jeg sammen med de andre tre nordatlantere fremsatte forslaget om, at vi systematisk skal gå i gang med at fjerne hæmmende grænsehindringer i rigsfællesskabet.

Jeg vil på det kraftigste anmode regeringen om at få gang i det arbejde, hvis første resultater både virksomheder og privatpersoner venter spændt på.

--

I forhold til andre lande har Danmark vist stor forståelse for Færøernes ønske om meget vidtgående selvstyre. Denne politiske tilgang er helt afgørende.

Men et klart flertal af de færinger der har taget stilling mener, at Færøerne skal have sin egen grundlov – eller lad os kalde det en styrelsesordning – hvor man netop definerer sig selv, både indadtil og udadtil, bl.a. i forhold til Danmark. Hvor man altså får en tryggere grund at stå på end den politiske forståelse.

Det bør den danske regering og dets embedsværk være imødekommende overfor, når sagen igen bliver aktuel.

Det er for dumt at sige, at den danske grundlov allerede sætter rammerne for forholdet mellem Danmark og Færøerne – således som det bliver sagt af alle danske regeringer, uanset om de er røde eller blå.

Ikke en eneste stats- eller folkeretskyndig, der ikke arbejder i et ministerium, siger andet end, at dette simpelthen er forkert. Der er tale om et politisk statement, som er en klar fornægtelse virkeligheden.

Der er for meget newspeak over det, når man taler om ligestillede parter i rigsfællesskabet og samtidigt siger, at grundloven udgør rammen. For grundloven siger intet om Færøerne og intet om rigsfællesskabet. Sådan er det.

--

Til sidst vil jeg takke for det forgangne folketingsår og for den velvilje jeg har mødt i forbindelse med at finde løsninger på de ikke så få sager, der ligger i grænselandet mellem Færøerne og Danmark. 





Tíðindi

2017/11/19

Skaale: - Stjórnin má raðfesta Føroyar hægri

Alt ov nógv týðandi lóggávumál bíða eftir dønum, og tað er als ikki nøktandi, heldur Sjúrður Skaale. – Tað snýr seg millum annað um, hvussu løgreglan kann brúka vald móti borgarum, og hvussu vit skulu

les meir

2017/10/26

Skaale: Ítøkiligar ætlanir við samstarvinum - fín orð loysa einki

I samtlige mødelokaler er luften så tyk af alle de rigtige og smarte ord, at det mentalt set er som at spise flødeskum og candyfloss og marengs med karamelsovs oveni i dagevis. Og der

les meir