Danmark kundi lagt størri trýst á ES

23. januar 2014 

Hví ikki seta tað sum treyt fyri at geva ES eygleiðarastøðu í Arktiska Ráðnum, at tiltøkini móti Føroyum verða steðgað? Tað spurdi Sjúrður Skaale m.a. um tá orðaskifti var um Arktis á Fólkatingi í dag.


På et seminar om fremtidens udenrigstjeneste, som Udenrigsministeriet arrangerede i december, sagde en forsker fra Dansk Institut for Internationale Studier, at den største trussel imod Danmark i øjeblikket er en opløsning af Rigsfællesskabet.

 

Bemærkningen var formentlig affødt af Aleqa Hammonds gentagne udtalelser om, at et selvstændigt Grønland er hendes erklærede mål. Og når begge de store partier i Grønland, Siumut og IA har samme mål, så kan det jo ikke ses som et helt urealistisk fremtidsscenarie – selv om det kan synes lidt fjernt her og nu.

 

Det store spørgsmål internationalt set er naturligvis hvem der kommer ind den dag, Danmark går ud. Men det er en anden diskussion.

 

Da jeg bad forskeren uddybe hvori truslen mod Danmark lå dette scenarie, kiggede han både frem og tilbage. Først henviste han til den store strategiske betydning, som Grønland og Færøerne gav Danmark under den kolde krig. En betydning, der gjorte Danmark til en stor og vigtig international spiller i flere årtier.

 

Siden kiggede han fremad og viste til den helt afgørende geopolitiske betydning, som først og fremmest Grønland, men også Færøerne vil have for Danmark i forbindelse med udviklingen i Arktis.

 

Uden Grønland og Færøerne vil der bare ikke være så mange der gider tale med os, afsluttede han lakonisk.

 

Det vil der jo nok være – men når det gælder den strategiske og geopolitiske del af udenrigsplitikken og når det gælder Arktis, så er det først og fremmest Grønland, der gør Kongeriget Danmark til en spiller. Siden kommer Færøerne – og det er sådan set det.

 

Men samtidig ligger suveræniteten over riget her – i København. Langt udenfor Arktis.

 

Hvis konstruktionen i rigsfællesskabet skal holde og den omtalte forskers trussel ikke forstærkes væsentligt, så må Danmark – præcis ligesom når det gælder hvalfangst – tage hensyn til, at det altså først og fremmest er de nordatlantiske samfund, man repræsenterer.

 

 

Tríggjar tungur – men ein rødd

 

Udenrigsministeriet påpeger også i redegørelsen betydningen af, at Danmark taler med een stemme. Det kan blive svært, når der altså er tre tunger. Men hvis man i udenrigsministeriet hele tiden holder sig for øje hvem det er, man politisk er forpligtet til at repræsentere – nemlig dem, der gør Danmark til en arktisk stat – så tror jeg, at det vil kunne lade sig gøre.

 

Jeg synes man i det store og hele kan se en forståelse for dette i redegørelsen.

 

Det siges fx at “den danske regering lægger vægt på, at alle spørgsmål vedrørende Arktis gøres til genstand for en grundig drøftelse mellem rigsdelene, og at Kongeriget således fremstår velkoordineret og taler med én fælles stemme såvel bilateralt som i internationale fora som f.eks. Arktisk Råd. I den forbindelse har man fra Kongerigets side arbejdet for en fyldestgørende repræsentation af alle tre rigsdele i Arktisk Råd. Efter drøftelser med det canadiske formandskab for Arktisk Råd lykkedes det i august 2013 at nå frem til en løsning på dette spørgsmål.”

 

At dette er den grundlæggende ånd i dette arbejde, er helt afgørende.

 

Per Stig Møller har fortalt, at han i sin tid som udenrigsminister blev forsinket til et internationalt møde i Grønland. Da han ankom tog Colin Powell imod, gav et fast håndtryk og sagde med et skævt smil: ”Welcome to the 51st state of the USA”. Selv om det var ironisk ment, så siger historien siger lidt om de interesser der er på spil og hvor stort presset kan blive på rigsfællesskabet hvis man ikke hele tiden tager de nødvendige politiske hensyn.

 

Gott samstarv um landgrunnin

I redegørelsen bruges en del plads på det ambitiøse kontinentalsokkel-projekt, der blev iværksat i 2002, som udføres i samarbejde med Grønland og Færøerne, og hvis formål det er at identificere de områder, som Kongeriget Danmark kan gøre krav på.

 

I 2009 og 2010 blev der jo indgivet krav om store områder hhv. nord og syd for Færøerne, som, hvis der går som forventet, vil gøre det færøske område betydeligt større – og dermed øge den geopolitiske betydning tilsvarende. Færøerne vil gå fra de nuværende 270.000 kvadratkilometer til langt over 300.000.

 

Nu henstår så at få argumentationen for de grønlandske krav på plads.

 

Det er mit klare indtryk, at dette er foregået i den nødvendige forståelse mellem parterne i rigsfællesskabet – og det vil jeg kvittere for.

 

Hví ikki leggja trýst á ES?

En potentiel kilde til uoverensstemmelser mellem de tre dele af riget er EU’s rolle i Arktis.

 

Danmark har naturligvis følt sig forpligtet til fx at sikre EU observatørstatus i Arktis Råd. Og det er også helt naturligt – specielt når man tænker på, at både Indien, Japan, Kina, Singapore, Sydkorea og flere EU-lande har fået en sådan status. Det er nærmest absurd at Japan og Sydkorea skal være til stede, mens EU sidder udenfor.

 

Men der skete jo det interessante sidste år, at Canada IKKE ville efterkomme EU’s ønske, før der var opnået enighed om import til EU af canadiske sælprodukter. Når det gælder Danmarks holdning står der kort og klart, at “Fra Kongerigets side arbejder man for, at EU snarest muligt bliver fuldgyldig observatør i Arktisk Råd.”

 

Men Færøerne – og dermed Kongeriget Danmark – står jo i en langt mere alvorlig konflikt med EU end Canada.

Hvorfor sætter Danmark ikke lignende betingelser som Canada gør? Er det mon fordi man ikke bestræber sig nok for at tale med een stemme? Er det mon fordi man ikke er bevidst om, at den stemme man taler med, først og fremmest må repræsentere de lande som gør, at Danmark er med i Arktis Råd?

 

Jeg kunne tænke mig at spørge udenrigsministeren om regeringen har tænkt tanken om at gøre det samme som Canada. Altså at Danmark ikke giver grønt lys for observatørstatus til EU i Arktis Råd, før sanktionerne mod Færøerne er væk?

 

Og så vil jeg spørge hvad ministeren ville sige til det, hvis der kom et krav fra Færøerne om, at Danmark ikke skal tænde den grønne lampe før sanktionerne er afblæst.

 

Man kan sige at dette er en sammenfletning af to forskellige sager. Men Arktis handler jo om ressourcer – og Aktisk Råd handler bl.a. om at sikre, at kampen om disse ressourcer foregår på civiliseret vis.

 

Og når Canada sætter sådanne betingelser – hvorfor kan Danmark så ikke? Udenrigsministeriet siger jo selv i sin redegørelse, at “Det er i Kongerigets interesse at præge udformningen og gennemførelsen af EU’s politikker, f.eks. indenfor energi, klima, fiskeri, fangst, udnyttelse af mineraler samt forholdet til befolkningerne og de oprindelige folk i Arktis.”  

 

Er dette ikke en oplagt mulighed for at præge EU’s politikker? 

 

Danmark móti Danmark

Det er megen korrekthed i retorikken om Arktis: Der skal der ikke være strid og ballade. Der skal være fred og enighed og samarbejde.

 

Men vi ved alle, at er der noget der kan skabe strid og ballade og det der er værre mellem lande, så er det kamp om ressourcer.

 

Og når EU – der jo først og fremmest bygger på retssikkerhed – i kampen om disse ressourcer tilsidesætter international lov for at sanktionere en del af Kongeriget Danmark, så ville det da ikke være så mærkeligt, hvis Danmark gav et politisk modsvar.

 

Færøerne har som bekendt givet et retligt modsvar ved at anlægge to voldgiftssager i hhv. WTO og FN-regi imod EU, og jeg vil i den forbindelse kvittere for, at Danmark så at sige har givet Færøerne kongerigets medlemskort i begge organisationer til at lægge sager an imod EU – og dermed jo også imod Danmark. Det er et eksempel på den forståelse og den smidighed der skal til for at den konstruktion vi har i rigsfællesskabet kan fungere.

 

Det siger jeg ikke fordi bevarelse af den konstruktion vi har er et mål i sig selv – det er det ikke – men når eet rige kan have flere og nogle gange modstridende interesser, så er den slags forståelse helt nødvendig.

 

Jeg vil også kvittere for, at finansieringen af Centret for forskning i havstrømme, der er forankret ved Havstovan i Tórshavn, er blevet forlænget. Centret, der i indeværende treårs periode vil koncentrere sig om havet mellem Østgrønland og Færøerne med fokus på makrel og andre pelagiske fisk og deres fødegrundlag, er også et eksempel på den nødvendige politiske forståelse.

 

Men for det færøske samfund er der andre og større udfordringer end de aktuelle fiskerikonflikter.

 

Statoil investerer massivt ved Færøerne. Jeg ved ikke om det er ønskeligt at de finder det, de tror er i under havbunden – men hvis de gør, vil det ikke bare åbne nye muligheder, men også sætte både de færøske samfundsstrukturer og  forholdet til Danmark under pres. Olieindustri kan jo både ende i velsignelse og forbandelse.

 

Jeg håber man også i det tilfælde vil være rede til både at samarbejde og at vise den politiske forståelse, som vil være nødvendig for at tackle situationen.

 

Udviklingen i Arktis vil medføre krævende men også spændende udfordringer for landene i Nordatlanten – både erhvervsmæssigt, socialt og kulturelt. I forhold til rigsfællesskabet kan den skabe politiske udfordringer, som måske vil kræve, at nogen flytter sig fra hidtidige positioner og forstår, at nogle gange må man ændre for at bevare.





Tíðindi

2017/11/19

Skaale: - Stjórnin má raðfesta Føroyar hægri

Alt ov nógv týðandi lóggávumál bíða eftir dønum, og tað er als ikki nøktandi, heldur Sjúrður Skaale. – Tað snýr seg millum annað um, hvussu løgreglan kann brúka vald móti borgarum, og hvussu vit skulu

les meir

2017/10/26

Skaale: Ítøkiligar ætlanir við samstarvinum - fín orð loysa einki

I samtlige mødelokaler er luften så tyk af alle de rigtige og smarte ord, at det mentalt set er som at spise flødeskum og candyfloss og marengs med karamelsovs oveni i dagevis. Og der

les meir