Skinnið í tí løgfrøðisligu kistuni

(Røða hildin undir endaorðaskiftinum 31. mai 2017)


Vi havde en stor debat om
Rigsfællesskabet for få dage siden, så jeg vil gøre det ret overordnet i dag.



Talerstolen er til det talte
ord. Ikke til gimmicks og hundekunster. Men jeg vil spørge formanden om det er
ok at jeg stiller en lille statue her ved siden af vandglasset.



Tak for det.



En anden statue – den lille
havfrue – blev jo malet rød i går. I protest imod Færøernes grindedrab. Det var
ikke min skyld eller Færøernes skyld – men jeg beklager. Det færøske grindedrab
må være irriterende.



For nogle år siden fik alle
folketingsmedlemmer hundredvis af blodige protestmails om dagen.



Næstsidste sommer måtte dansk
politi bruge ikke så få ressourcer på at holde i ørerne på de sortklædte Sea Shepherd-folk,
der nærmest have besat Færøerne.



Og i går: Rød havfrue. Og det
standser ikke der.



For mit eget vedkommende vil
jeg dog sige, at det vækker en interesse for Færøerne. Det gør at der stilles
spørgsmål. Det giver en mulighed for at give folk en viden, som de tydeligvis
gerne vil have.



Og viden om Færøerne får folk
jo ikke i skolen. Det er i hvert fald ikke obligatorisk.



Det materiale danske elever
har om Færøerne, ligger på en temaside på Danmarks læringsportal, emu.dk.



Der står lidt. Tak for det. Men
det der står er bl.a. at befolkningstallet på Færøerne falder pga. udvandring. Det
var rigtigt engang – men det har været forkert i mange år. 



Der står at når der kommer en
grind, inviteres der til ”grindedrabsfest”. Det lyder eksotisk, barbarisk. Som
en blodrus. Spændende! Men forkert...



Der står at levende får
trækkes ind i butikkerne, hvor de så skydes og slagtes offentligt.



Man ser for sig blodet det
sprøjter, og den blodige dødsrus fra grindedrabet der melder sig igen og
udfolder sig midt inde i en moderne butik. Det er eksotisk! Det er
anderledes! 



Men det er forkert.



Det synes jeg er beklageligt.
Det har jeg sagt før. Regeringen har sagt at den er enig. Men der sker ikke så
meget.



Så nu vil jeg simpelthen selv
lave en lille undervisningstime.



Gårdagens røde havfrue på
Langelinie giver anledning til at fortælle, at der også på Færøerne er en
statue af en havfrue. Den hedder sælkvinden og den står nede ved søen i ved
bygden Mikladalur på Kalsø.



Der står den, fordi det er
ved bygden Mikladalur at sælerne en gang om året – midsommernat – kommer op på
land, tager sælskindet af sig, viser sig som de kvinder de er, og fester og
danser en nat til solen står op, hvor de så igen iklæder sig sit skind, og
svømmer ud i havet hvor de er til næste midsommernat.



Men en gang lå en ung mand
fra Mikladalur på lur. Og mens sælkvinderne dansede, så han en der var så
bedårende smuk, at han måtte have hende. Og han stjal hendes skind.



Da solen stod op ledte hun
fortvivlet efter sit skind indtil den unge mand gav sig til kende, og iskold
krævede, at hun tog med ham hjem.



Han låste skindet inde i en
kiste, og havde altid nøglen hængende i sit bælte, så hun ingen mulighed havde
for at flygte. De blev senere gift og fik to børn.



Men en dag, hvor manden er
ude og fiske, opdager han at han har glemt nøglen. ”I dag bliver jeg koneløs”
råber han til sine bådsfæller, der ror hjem så hurtigt de kan.



Men det er for sent. Da han
kommer hjem er kisten åben, skindet væk og børnene leger alene på gulvet. Deres
mor havde slukket ilden og fjernet alle skarpe genstande før hun forlod dem.
Hun elskede dem jo.



Men havet var hendes hjem.
Hun kunne ikke modstå længslen efter det.



Men når hun så kom i havet,
var det den omvendte længsel, der pinte hende.



Når børnene de kommende år
legede nede ved søen, kunne man nogen gange se en sæl, der med længselsfulde
øjne lå og kiggede på dem. Så tæt på – men så uendelig langt væk. I et andet
element. I en anden verden.



Hun kiggede på sine børn; de
kiggede på hende – men de vidste ikke, at det var deres mor de så.



Historien slutter meget
dramatisk med menneskelig hensynsløshed og arrogance, drab, bitterhed og en
forbandelse fra sælkvinden der var så voldsom, at folk på Kalsø stadig den dag
i dag er ramt af den.



Så fortællingen er sand. Men den
rejser også mange spørgsmål og giver mange svar om andre forhold i livet.



Hvis vi fx forestiller os at
kvindens sælskind ikke var låst inde i kisten, men hang i skabet - ville hun så
være flygtet? Eller var det måske bevidstheden om at hun ikke kunne, der fik
hende til at gøre det, da hun fik chancen?



Kan det tænkes at manden
gjorte det omvendte af det han burde have gjort for at nå sit mål?



Jeg har været en del nede i
Catalonien. Der er opbakningen til løsrivelse fra Spanien vokset fra 10% til 40-50%
på få år. Grunden er, at Spanien ikke tillader en catalansk grundlov, der
siger, at det catalanske folk har selvbestemmelsesret.



Catalanernes sælskind er låst
inde i en spansk kiste. I kan ikke gå nogen vegne, siger regering og højesteret.
Men folks politiske ønsker er uafhængige af juridiske bestemmelser. Og catalanernes
reaktion er, at hvis de ikke kan – så skal de.



Jeg synes det er naturligt. Frihed
drejer sig i høj grad om at vide at man kan noget andet end det man gør, hvis
man vil. At føle og vide at man er der hvor man er efter eget ønske.



Hvis man ikke har den
følelse, vil man gerne et andet sted hen – selv om det måtte være et værre
sted.



Derfor er det i alles interesse,
at den færøske nations politiske sælskind ikke låses inde i en dansk kiste, men
hænger, fuldt tilgængeligt, ude ved døren. Ellers bliver befolkningen besat af
tanken om, at dens skind er låst inde.



Mit eget parti har en gang
siden stiftelsen i 1925 været et løsrivelsesparti.



Det var for 25 år siden – i en
periode der strakte sig over ... en halv time. Grunden var, at det man politisk
ønskede og følte man havde ret til, ikke kunne lade sig gøre. Det politiske
skind var låst inde i en juridisk kiste, og det spidsede helt til. – Men kisten
blev heldigvis åbnet efter den dramatiske halve time.



Lad os lære af det. Og af
hele Europas erfaringer. Og af sælkvinden. Og lade kisten blive stående åben.



--



En åben kiste kræver langt
mere af os end en lukket. Den gør, at vi hver dag må være et tilvalg. Den
kræver interesse og engagement – og disses forudsætning, nemlig viden.



Fra begge sider.



Det er ikke gavnligt for et
frit forhold uden lukkede kister, at danske skoleelever enten intet lærer om
Færøerne – eller lærer at færinger er vilde barbarer som i blodrus svinger med
deres store knive og slår dyr ihjel både på stranden og i supermarkeder.



Altså gårsdagens blodige
lille Havfrue faktisk er en fin beskrivelse af færøsk mentalitet.



--



Jeg kan godt forestille mig,
at manden fra Mikladalur, for at holde på sælkvinden, var mere optaget af gemme
nøglen for hende, end for at vise hende interesse.



Jeg er sikker på at
statsministeren ikke har noget ønske om at gå med nogen nøgle i bæltet.



Jeg er sikker på at han er
talsmand for den åbne kistes politik.



Jeg er sikker på at han ved, at
denne politik kræver viden og interesse. Det er vel derfor at 29. juli blev
gjort til færøsk flagdag.



Men jeg håber at hele
regeringen vil anerkende at det ikke er nok at flage.



Gør nu bare lidt undervisning
om Færøerne obligatorisk i skolen. Det vil gavne alle.



Det ved statsministeren. Men
for at han ikke skal glemme det vil jeg give ham denne lille sælkvinde. Jeg
håber den bliver stillet på et synligt sted for at erindre om, at vi må leve op
til de krav der følger af den åbne kistes politik.